Der har været stor bekymring siden de etniske minoriteter kom til Danmark. Politikerne har haft stor bekymring for fordommene om etniske minoritetsfamiliers størrelse og struktur. Det vil sige, det traditionelle familiemønster, at f.eks. fædrene styrer familien og kvinderne er undertrykte, og fødsler blandt etniske kvinder skulle være højt prioriteret, osv.
I søndags, blandt de aktuelle nyheder i medierne som omtalte det uafhængige institut Dream´s forskningsresultater, viser det sig, at etniske kvinders fødselstal falder, og der var mange forklaringer på, hvad dette skyldes. Blandt debattørerne mente man, at 24-års familiesammenføringsreglen og den ny udlændingelov fra 2002 har været noget af forklaringen på, at etniske kvinder føder mindre børn.
I det følgende jeg vil give mit bud på, at det faldene fødselstal ikke er et fænomen kun for etniske kvinder her i landet, her tænker jeg bl.a. på den største etniske minoritetsgruppe, tyrkere og kurder. Når jeg se på disse gruppers oprindelsesby/oprindelseslandsby, er der også en interessant udvikling i familierne og et mærkende fald i fødsler.
Efter min mening har grunden til faldene her i landet i fødsel hverken med 24-årsreglen eller udlændingeloven at gøre. Der er mange forhold der spiller ind på, at familierne vil have færre børn, bl.a. livskvalitet, livsvilkår, og personlig udvikling for forældrene og kvindernes visioner, og holdning til deres liv. Og ikke mindst, at en stor del af den etniske familietradition har den overbevisning, at børn skulle være en pleje og en økonomisk tryghed i den traditionelle forstand.
I dag må en stor del af familierne nå den erkendelse, at børnene ikke kan være deres pleje og økonomiske tryghed, dvs. børnene kan ikke pleje dem på fuld tid i deres alderdom. Vi ser tendenser her i landet til, at en del ældre etniske minoriteter bruger plejeinstitutionerne, og økonomisk har de ældre ikke brug for deres børn til at sørge for dem i deres alderdom, fordi forældrene i forbindelse deres arbejdsliv opnår økonomisk tryghed, også i alderdommen.
Efter min mening, er forældrene bevidst i deres familieplanlægning, inden de ved, at de store børn stiller spørgsmål til sig selv om, hvad de og forældrene kan. Hvad der er de bedste opvækstvilkår, uddannelse m.v. Og i forlængelse af denne planlægning har kvinderne visioner, hvad angår deres position i familien, lokalsamfundet og det globale perspektiv. Koden for en fælles vision for etniske kvinder er at være selvstændige og at have uddannelse og at tænke på karriere. Nogle af disse forhold er med til, at etniske kvinder vælger at føde færre børn.
