Af lektor Hans Elbeshausen og familieterapeut Ahmet Demir

Vi sluttede første del af artiklen om sårbarhed og selvskadende adfærd –  Jeg vil vise, hvor forfærdeligt, jeg havde det – med at konstatere, at risiko for selvskadende adfærd stiger, når personer, familier eller grupper oplever en omfattende kulturel transformationsproces.

Tilstedeværelse af modsatrettede værdier fører desorientering med sig og vanskeligheder med at træffe de ‘rigtige’ valg. Kulturbundne ressourcer svækkes; den sociale kapital, som den enkelte får støtte af, smuldrer, idet individuelle livskriser tit er forbundet med forandringer i det sociokulturelle omfelt. Vi vil efterfølgende drøfte en case, der viser, hvordan eksistentielle livskriser kan mestres og hvilke anstrengelser der er nødvendige for at hjælpe en sårbar person igennem krisen.

Samtidigt viser casen også, at kulturbundne værdier og normer er relateret til specifikke sociale kontekster; deres beskyttende eller skadelige virkninger skal vurderes konkret og individuelt. Casen og dens kontekst er omfattende beskrevet i ‘Hjertet på rette sted’ (Demir & Pedersen 2009). Vi starter dog med at skitsere konceptet resiliens, som også har vundet indpas i forskningen vedrørende selvskadende adfærd.

Resiliens

Som tidligere nævnt, er resiliens en direkte oversættelse fra engelsk til dansk og betyder noget i retning af robusthed eller livskraft. Begrebet resiliens har sit udgangspunkt i, at sociokulturelle eller socioøkonomiske faktorer ikke kan forklare afvigende adfærd eller sårbarhed på tilfredsstillende vis. Graham & Rutter (1973) og Rutter mfl. (1979) har for eksempel i en større empirisk undersøgelse fundet frem til, at mange børn, der blev opdraget af psykisk syge forældre, slipper forholdsvis uskadet igennem barndommen og puberteten; de fleste er socialt velintegrerede på trods af forældrenes sygdomme; deres skolepræstationer følger gennemsnittet.

Disse positive resultater har betydet, at man måtte se anderledes på sammenhængen mellem risikofaktorer og det sociale og kulturelle miljø på den ene side og individuel sårbarhed på den anden. Resiliens eller robusthed kan overordnet opfattes som den enkeltes reaktion på de risici, som han/hun møder i livet. I forskningen blev der således lagt større vægt på den enkeltes viden og færdigheder samt på de kompetencer, der er indlejret i sociale netværk – viden og kompetencer, der kunne bruges til på en succesrig måde at støtte den enkelte i at takle uheldige livsbetingelser og traumatiske oplevelser. Forskningen vedrørende sårbarhed er i de sidste 40 år blevet optaget af resiliensparadigmet.

Man har grundlæggende været optaget af spørgsmålet: Findes der forudsigelige og foranderlige tegn, strukturer og interaktive processer, der effektivt sætter sårbare personer i stand til at takle livskriser og opnå succes i hverdagen? (Doll & Lyon 1998) Erkendelsesinteressen flyttes altså fra først og fremmest at interessere sig for sammenhængen mellem sociale belastninger, negative erfaringer og afvigende adfærd, psykisk sygdom eller uddannelsesmæssige vanskeligheder. Til gengæld fokuseres der mere på potentialer, som den enkelte råder over eller som findes i sociale netværk. Evnen til at få bugt med personlige kriser samt de beskyttende faktorer analyseres nøje.

Det blev dog understreget, at såvel beskyttende faktorer som personlige kompetencer imidlertid ikke er faste størrelser eller et fast karaktertræk; de er i høj grad situationsafhængige. For eksempel er et godt naboskab ikke i alle situationer ensbetydende med hjælp og beskyttelse. Naboskab kan understøtte resiliensprocesser, når det støtter og afhjælper mangler. Men det modsatte kan også være tilfældet; naboskabets omsorgsfulde belejring (Böll) kan for eksempel kvæle den enkeltes opmærksomhed overfor egne udviklingsbehov eller en aktiv ageren i forhold til eget liv.

Selvskadende adfærd

Det samme gælder etnicitet; etnicitet viser sig på en anden måde i et kulturelt mangfoldigt samfund end i et samfund, hvis identitet er nationalt forankret. Resiliens refererer overordnet til ‘a class of phenomena characterizes by good outcomes in spite of serious threats to adaption or development’ (Masten 2001:228).

Positive resultater måles ud fra objektive kriterier, så som gennemført uddannelse
eller fraværet af kriminalitet, og/eller subjektive kriterier, så som velvære eller fraværet af lidelser. Eksempler på risikofaktorer er fattigdom, forældresvigt, psykiske lidelser, familiens størrelse, mishandling af børn eller selvmord i den nærmeste omgivelse. Religion, et godt familieliv og vedvarende sociale kontakter nævnes som beskyttende faktorer.

For at kunne forklare, hvilke faktorer der er til hinder for eller ikke mindst begunstiger selvskadende handlinger (selvmordsforsøg), har Rew mfl. (2001) opstillet følgende resiliensmodel.

I Rews undersøgelse kom man frem til, at intensiteten af sociale kontakter samt meningsfyldt interaktion er særlig vigtig, når det drejer sig om at overleve eller at komme ud af krisesituationer. Seksuel misbrug og/eller depressioner påvirker derimod den enkelte i en negativ retning. Religiøse eller andre sociale aktiviteter begrænser den selvskadende adfærd; imidlertid betyder tæt kontakt til familie eller vennekredsen, hvor nogen for nylig har forsøgt sig med suicidal adfærd, at tærsklen sænkes for selv at begå selvmord.

Modeller for resiliens

Forskningen i resiliens har på baggrund af et komplekst samspil mellem individuelle, beskyttende og kontekstuelle faktorer opstillet forskellige modeller og socialpolitiske strategier. Modeller og strategier skal tilsammen sørge for hensigtsmæssige interventioner, der på effektiv vis understøtter de processer, der styrker den enkeltes robusthed og/eller nedsætter risikofaktorernes skadelige virkning. Modellerne beskriver især samspillet mellem trusler og ressourcer for den enkelte; socialpolitiske strategier afstikker imidlertid mulige politiske, etiske og økonomiske rammer for, hvordan man som samfund bedst modvirker sårbarhed. Vigtigt er i den sammenhæng at tænke på balancen mellem bæredygtige sociale institutioner, social integration og individuel udvikling (Luthar & Cicchetti 2000). Vi koncentrerer os efterfølgende om modellerne for resiliens.

Zimmerman og Arunkumar (1994) har i en omfattende oversigtsartikel skitseret betydningen af resiliens for skoler og politik. Selvom man i artiklen ikke berører suicidal adfærd, er modellerne på grund af deres overordnede sigte alligevel anvendelige i vores sammenhæng. Udgangspunktet er nemlig at beskrive de strukturer og den dynamik, ‘by which environmental and individual factors help to reduce or offset the adverse effects of risk factors.’ (1994:5) Der fokuseres på tre modeller. I hver af de tre modeller vægtes faktorerne i resiliensprocessen forskelligt og indsættes med et anderledes mål for øje (se også Zøllner 2008: 35).

I kompensationsmodellen er følgende spørgsmålet helt centralt: Hvordan kan man dæmme op for de udslagsgivende skader, som bestemte risikofaktorer har på den enkeltes velbefindende eller adfærd? Her forestiller man sig en situation, hvor den enkelte har optimale udviklingsmuligheder. Når den optimale udvikling eller opvækst indskrænkes af negative faktorer, så kan man og skal der kompenseres for sociale mangler og individuelle begrænsninger. Risikofaktorer og kompenserende tiltag er betinget af hinanden. Er det ikke muligt at sætte risikofaktorerne ud af spillet, så kan man som kompensation styrke de beskyttende faktorer.

Navigere i flere verdener

Man kan forestille sig følgende situation: forældrekærlighed (kompenserende) og forældrenes afhængighed af social accept i det etniske netværk (risiko) er faktorer, der har indflydelse på børnenes sociale kompetencer. Børnenes sociale færdigheder (selvbestemmelse, ansvarlighed) kan være veludviklede, selvom forældrene i deres opdragelse lægger stor vægt på accept i netværket. Forudsætningen er dog, at forældrekærlighed opleves som understøttende og udviklende.

I udfordringsmodellen har man et andet og måske mere nuanceret syn på risikofaktorer. De kaldes heller ikke risikofaktorer, men stressorer. Der skelnes endvidere mellem positive og negative stressorer. Udgangspunktet for modellen er en antagelse om, at al udvikling er en udfordring. Opgaven består således i at finde eller skabe den rette stressbalance i resiliensprocessen. For lidt stress betyder stilstand, for meget stress ender i hjælpeløshed. At kunne mestre de første udfordringer betyder, at man har tilegnet sig en slags krisekompetence, der sætter én i stand til også at mestre de næste, måske mere indviklede udfordringer. Ikke-mestringen forøger til gengæld den enkeltes sårbarhed. Når risikoen for at blive sårbar skal mindskes, kan det være nødvendigt med professionel hjælp til den enkelte eller grupper.

I forhold til det etniske område kunne udfordringen for eksempel bestå i at lære at navigere i to eller flere verdener, der hver har sine adfærdsmønstre, værdier og verdenssyn. Er afstanden mellem verdenerne for stor, blive det svært at skabe en sammenhængende identitetsopfattelse; opleves den som lille, bortfalder udfordringen til at bringe egen identitet i spil.

Den enkeltes selvtillid

Den sidste model, som Zimmerman og Arunkumar henviser til, bliver kaldt beskyttelsesmodellen. Alt der beskytter den enkelte mod udviklingsmæssige risici, kaldes beskyttende faktorer; de findes enten hos den enkelte selv, i familien, skolen eller blandt venner; også optimisme eller klare normer og regler menes at beskytte mod risici i den individuelle udvikling. Beskyttende faktorer eksisterer side om side med risikofaktorerne; de påvirker hinanden direkte. I resiliensprocessen gælder det om at finde og aktivere beskyttende faktorer. Der er heller ikke tale om kompenserende indgreb, men om aktiverende og fremadrettede foranstaltninger.

Forskningen peger på to varianter. Den første kaldes risiko/beskyttelses variant. Den anden kaldes beskyttelse/beskyttelses variant. Her forsøger man at sammenkoble flere af de beskyttende faktorer for at nedsætte risikofaktorernes negative indflydelse.
Det kan således ikke være nok at understøtte den kulturelle identitet hos kvinder med en ikke-dansk kulturbaggrund. Kulturel identitet i sig selv beskytter ikke nok mod udfordringerne i den personlige udvikling. Derfor kan det også være vigtigt at styrke den enkeltes selvtillid. Modellerne beskriver en idealtypisk situation; i det daglige arbejde bruges de side om side.

Afslutningsvis skal der anføres to kritiske anmærkninger. For det første bliver begrebet resiliens brugt i forskellige faglige domæner. Konceptet er dog ikke videre velafgrænset; terminologien er heller ikke entydig (Luthar mfl. 2000). Med udgangspunkt i begrebets manglende tydelighed har man understreget, at resiliens bør bruges med forsigtighed – især når det gælder den socialpolitisk motiverede indgriben i den individuelle livsførelse (Luthar & Cicchetti 2000). Doll og Lyons (1998) advarer for det andet imod, at resiliensparadigmet misbruges. Søgen efter de sociale årsager og holden-fast ved den socialpolitiske solidaritet bør ikke skubbes til side til fordel for selvempowerment og individuel krisehjælp. Især når kommunernes kasser er tomme, er det vigtigt at holde sig for øje, at sårbarhed, resiliens, risikofaktorer og sociokulturelle strukturer hænger nøje sammen.

Case: Konfliktmægling ved ophævelse af bryllupskontrakt

Før vi starter med selve casen, så vil vi lige gøre opmærksomhed på tre ting. For det første blev den gængse betegnelse for skilsmisse ikke brugt, med den noget tungere formulering: ophævelse af en bryllupskontrakt. Skilsmisse relaterer sig i dagens Danmark for det meste til to diskurser: en juridisk og en terapeutisk diskurs. Ordets kulturelle og religiøse konnotationer er ikke særlig synlige i dansk hverdagssprog. Casens interkulturelle problemstillinger og dens dynamik baserer sig imidlertid på andre kulturelle ritualer, ceremonier og forforståelser af, hvad et bryllup er og hvordan et indgået ægteskab ophæves. For at understrege den kulturelle afstand mellem et dansk og et mellemøstligt koncept for skilsmisse bruger vi frasen ophævelse af en bryllupskontrakt.

For det andet beskrives casen ud fra et familieperspektiv og konfliktmæglingen benytter sig af familieterapeutiske metoder. Grundet hertil er, at familien har en central kulturel betydning og er væsentlig for alle parter i casen. Det er både Sara og hendes relationer til familien, der er i fokus. For det tredje skal der nævnes, at frustration, vrede eller bekymringer i casen bliver synlige på måder, som er ukendte i Danmark. Denne følelsesmæssige ekspressivitet virker overvældende og kan give anledning til misforståelser, hvis man ikke formår at tyde kulturens tegn. Afstanden mellem tale og handling opleves generelt som værende noget større end i Danmark.

Saras eksistentielle krise

Sara kommer fra et sted i Mellemøsten og glider i en ret ung alder ind i et ægteskab, som hendes forældre har arrangeret. Forældrene har tidligt været ude med at finde en ægtemand til Sara; man følger stedets kulturelle konventioner og regler vedrørende indgåelsen af bryllupskontrakten. Det betyder f.eks. at gå stille med dørene i starten, sondere mulighederne for en varig forbindelse, lidt efter lidt inddrage de unge, der skal giftes, og endelig gøre giftermålet offentligt. Processen ledsages af en række ceremonier, der er med til at forvandle et privat anliggende, der berører to mennesker, til en social kendsgerning, der involverer mange.

Sara opdager relativt sent i processen, at hun er ved at gifte sig med en ung mand, som hun ikke nærer kærlighed til. På grund af den unge alder, forældrenes store forventninger og de sociale konventioner formår hun dog ikke at sige fra. Hun bliver gift, men forsøger ihærdigt at holde manden på afstand. De flytter ikke sammen. I starten bor Sara stadig hos forældrene. Imidlertid vokser presset fra egen familie og manden. Til sidst kan hun ikke undgå at flytte sammen med sin mand. Da manden prøver at gennemtvinge samleje, eskalerer konflikten. Sara må under dramatiske omstændigheder anbringes på et skjult sted.

Nyt konfliktpotentiale

Sara er nu ikke længere udsat for vold. Der kommer dog et andet aspekt og nyt konfliktpotentiale ind i billedet: med anbringelsen er det ikke muligt, at konflikten kan hemmeligholdes. Familien, netværket og vennerne bliver nu opmærksomme på at ægteskabet ikke fungerer. Dette er forbundet med stor skam – især hos forældrene og Saras bror. Sara bliver nu nødt til at finde ud af, hvordan hendes liv skal forme sig fremover. Desuden betyder fjernelsen fra familie og ægtemanden, at behovet for aktiv konfliktmægling vokser. Mæglingsforløbet beskrives grundigt i ‘Hjertet på rette sted – socialt arbejde på tværs af kulturelle forskelle’ (Demir & Pedersen 2009). Her belyses også de trusler, interesser, konfliktfyldte behov og følelsesudbrud grundigt, som Sara og hendes familie gennemlever.

Overordnet er det vekselvirkningen mellem de individuelle behov på den ene side og de sociale og institutionaliserede forventninger på den anden side, der udløser en eksistentiel krise hos Sara og hendes familie. De centrale spørgsmål er i den forbindelse: 1) Hvilke normer gør de i konflikten involverede parter brug af, når det gælder om at undgå sårbarhed og have et godt liv? 2) Hvor stor er afstanden mellem normerne og kan afstanden mindskes? For det er ret tydeligt, at hele familien og de enkelte medlemmer er meget sårbare under hele processen. Moderen besvimer flere gange ved konfliktmæglingen; faderens afmagt ytrer sig i destruktive og selvdestruktive tanker. Endelig plages Sara af store selvbebrejdelser og samvittighedskvaler.

Tredobbelt resultat

For Saras vedkommende består normkonflikten i, at hun gerne vil føre et selvbestemt liv uden at miste moderens, faderens og broderens kærlighed. For forældrene gælder det om, at de i deres sociale netværk vil anerkendes som forældre, der nyder respekt hos deres børn. Samtidig ønsker de gode og kærlige relationer til deres børn. I vores case er de divergerende normer og forventninger ret vanskelige at forene.

Forældrenes ønsker om at blive anerkendt af familiens netværk sættes nemlig på en alvorlig prøve, da Sara modsætter sig det arrangerede ægteskab. Den sociale kontrol, der ligger i forældreautoriteten og er knyttet til ægteskabet som institution, svækkes i det øjeblik, da Saras lytter til sit behov og insisterer på større selvbestemmelse i eget liv.

Men alle parter ønsker, at man ikke vil sætte hinandens kærlighed og anerkendelse over styr. Dette er et bæredygtigt udgangspunkt for konfliktmæglingen. Mæglingen fører til et tredobbelt resultat. Sara kommer ud af det arrangerede ægteskab. Moderen accepterer langt om længe Saras beslutning og beder senere familien og netværket om at respektere Saras afgørelse. Faren vælger at forlade Danmark, fordi hans forældreautoritet er svækket og han har mistet respekt og anerkendelse i familiens netværk. Han lever nu et kummerligt liv i oprindelseslandet og reagerer afvisende på Saras breve.

Resiliens og Saras mestringsstrategier

I Saras liv og omgivelser kan man få øje på en række risikofaktorer. Til at starte med er Saras ægteskab fra begyndelsen meget konfliktfyldt. Et emotionelt fundament i form af respekt og kærlighed mellem hende og hendes mand mangler. Mandens voldelige handlinger er årsagen til, at hun anbringes et skjult sted. Senere viser det sig, at Sara allerede som ung pige er blevet krænket seksuelt af et nært familiemedlem. Familien ønsker ikke, at der tales om disse forhold; dette får Sara til at pege på en endnu en risikofaktor: familiens svigtende omsorg på dette punkt.

Den måske mest centrale risiko er kulturelt betinget. Familien ser sig selv som en større social enhed. Familien er forankret i et transnationalt netværk. Mange sociale handlinger, værdier og beslutninger vægtes og afvejes i forhold til, om de falder i god jord hos netværkets medlemmer. Casens centrale omdrejningspunkt er uden overdrivelse dialektikken mellem social kontrol og selvbestemmelse. Orienteringen mod familien og netværket har været udslagsgivende for Saras opvækst. Som følge heraf plages Sara af store skyldfølelser; hun har svært ved at indse, at det for det meste er andre, der bestemmer over hende. Hun søger skylden hos sig selv. Fokus på familien og dens netværk har svækket hendes sociale kompetencer og selvstændighed. Mestringsstrategier består for Saras vedkommende i to ting: a) at bestyrke hende i, at hun ikke er ansvarlig for andre familiemedlemmernes adfærd og beslutninger; b) understøtte hende i, at det er legitimt at have behov, der ikke er sammenfaldende med familiens.

En vis respekt

Der er dog en række beskyttende faktorer, som resiliensprocessen kan bygge på. Sara er på trods af sin opvækst en stærk person, der er i stand til at artikulere egne behov. Dertil kommer, at forældrene og Sara har en vis respekt for og kærlige følelser til hinanden. Endelig har Sara formået at opbygge stabile relationer uden for familien.
Resiliensprocessen og mestringsstrategier følger udfordringsmodellen, hvor terapeuten går ind i processen for at styrke Saras handlingskompetencer og personlige identitet. Dette sker etapevis i individuelle samtaler og i gruppesamtaler. I starten gælder det om at acceptere anbringelsen på et skjult sted.

Dernæst er det vigtigt for Sara og hendes familie, at der bliver skabt et forum, hvor man mødes og taler med hinanden. Når det drejer sig om at styrke Saras personlige identitet, er det vigtigt for hende at forstå forskellen mellem kærlighed og omsorg på den ene side og manipulation samt omsorgsfuld belejring på den anden side. Hun lærer at sige fra over for forældrene, broderen og onklerne. Den største udfordring, hun skal mestre, er dog at kunne sætte grænser over for kulturens normer, institutionernes sociale kontrol og netværkets permanente pres. Netværkets eksisterende normer støtter ikke, de begrænser.

Set fra familierådgivernes side, er det vigtigt at skabe et rum, hvor alle kan være til stede, blive hørt og udvise respekt. Det er en vigtig forudsætning for krisekommunikationen på tværs af kulturelle forskelle.

Sårbarhed og resiliens: fra omsorgsfuld belejring til åben dialog

Risiko for selvskadende adfærd vokser, når personer, familier eller grupper oplever en omfattende kulturel transformationsproces. Tilstedeværelsen af modsatrettede værdier fører desorientering med sig og vanskeligheder med at træffe de “rigtige” valg. Sara og hendes familie gennemgår en proces, hvor det er svært at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert. Det viser sig, at omsorg i familien ikke er et tilstrækkeligt værn mod sårbarhed. Sara føler, at hendes beslutninger ikke bliver forstået.

Datterens selvstændighed opleves imidlertid som krænkelse af familiens ære og modstand mod traditionen. Det etniske netværks sociale kontrolmekanismer skaber ikke inklusion, men eksklusion. Netværket værner mest om gruppens sammenhold, ikke om den enkeltes rettigheder. Sårbarheden øges – for den enkelte og for familien.
Vores case viser, at samtaler på tværs af kulturelle skel i sig selv er vanskelige. Dialogen bliver ret kompleks, når der skal skabes forståelse for divergerende værdier og forskellige behov i en proces med øget sårbarhed som udgangspunkt.

Ud fra omfattende erfaringer med det familieterapeutiske arbejde er det den relationelle dialog, der udgør en bæredygtig vej. I casen italesættes således ikke den klassiske konflikt mellem samfund og individ, hvor den enkelte, drevet af egoistiske interesser, gør oprør mod sociale normer. Årsagen til Saras sårbarhed er en sociokulturel konflikt: Hvor meget plads til selvbestemmelse er der, uden at sociale institutioner mister deres sammenhængskraft? Eller spurgt på en anden måde: Hvor omfattende kan den sociale kontrol være, uden at den enkelte mister sin identitet?

Litteratur
Demir, A & Pedersen, H (2009). Hjertet på rette sted. Socialt arbejde på tværs af kulturelle forskelle. København : Socialpolitisk Forlag.

Doll, B & Lyon, M (1998). Risk and Resilience: Implications for the Delivery of Educational and Mental Health Services in Schools. School Psychology Review Vol. 27, No. 3, pp. 348-363

Graham, P & Rutter, M (1973). Psychiatric disorder in the young adolescent: a follow-up study. Proceedings of the Royal Society of Medicine. 66(12), pp. 1226-1229.
Luthar, S & Cicchetti, D (2000). The Construct of Resilience: Implication for Interventions and social policies. Authors Manuscript. Published in: Development and psychopathology. Lokaliseret den 16.03.11 http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC1903337/

Luthar, S et al (2000). The Construct of Resilience: A critical Evaluation and Guidelines for Future Work. Authors Manuscript. Published in Child Development 2000; vol. 71(3): 543-562

Masten, A (2001). Ordinary Magic. Resilience Processes in Development. American Psychologist Vol. 56, No. 3, 227-238

Rew, L et al (2001). Correlates of Recent Suicide Attempts in a Triethnic Group of Adolescents. Journal of Nursing Scholarship. 2001/4 pp. 361-367

Rutter, M, Maughan, B, Mortimore, P and Ouston, J (1979). Fifteen Thousand Hours:
secondary schools and their effects on children. Shepton Mallet, UK: Open Books.

Zimmerman, M & Arunkumar, R (1994). Resiliency Research: Implication for Schools and Policy. Social Policy Report, 8, 1-18.

Zøllner, L (2008). Selvskade og resiliens blandt etniske minoriteter. Forskningscentrets rapportserie. Center for Selvmordsforskning, Odense

Hans Elbeshausen, lektor, Det Informationsvidenskabelige Akademi
Ahmet Demir, familieterapeut, selvstændig socialkonsulent – se hjemmeside