Faresignalerne blinker

Bragt i Weekend-avisen (27/02/2004)

RUCs rapport om indvandrere på arbejdsmarkedet, har givet anledning til en stor interesse blandt medierne blandt andet forsiden af aviser den 12. februar d.å Sort arbejde blandt indvandrere ude af kontrol. Jeg har læst denne og andre artikler med stor interesse.

Jeg er optimist, og jeg tror stadig, at der også er plads til indvandrerne på arbejdsmarkedet, men jeg kan læse, at arbejdsmarkedet umiddelbart er lukket land for indvandrere. Her tænker jeg især på folk, der er født og opvokset i Danmark, har danske uddannelser osv. Jeg tror stadig på, at der kan findes løsninger til, hvordan vi i fællesskab kan støtte op omkring de arbejdsløse indvandrere.

Mit bud på det, er intensiv dialog mellem arbejdsgivere, deres organisationer, fagbevægelser og indvandrerne, så det lukkede arbejdsmarked kan påvirkes. Kulturen på arbejdsmarkedet domineres af fordomme, og uden jeg vil generalisere, tænker virksomheder ofte på, at det er folk, der ikke kan tale dansk. Men de tager fejl og går derfor glip af en stor potentiel arbejdskraft, der gerne står til deres rådighed.

Derfor er der ingen tid at spilde. Politikere, arbejdsgivere og fagbevægelsen må sammen med indvandrerne se at komme i gang med at udvikle strategier for at ændre det lukkede arbejdsmarked. Hvis der ikke sker en åbning overfor indvandrerne vil konsekvensen være som vi kan læse det i RUCs rapport at en stor del af indvandrerne og flygtningene vælger sort arbejde i specielt etniske virksomheder og kombinerer denne løn med kommunale økonomiske ydelser.

Jeg tager afstand fra sådanne ulovlige handlinger, og vil opfordre myndighederne til primært at gå efter de virksomheder, der benytter sig af sort arbejdskraft.

Et lukket arbejdsmarked har store konsekvenser.

De første konsekvenser er allerede bevist via RUCs rapport. Når indvandrere og flygtninge ikke kan komme ind på arbejdsmarkedet, foretrækker de sort arbejde. Den alvorligste konsekvens heraf er, at de isolerer sig fra det danske samfund. I nogle etniske kredse er der manglende interesse for at bakke deres unge op i at tage en uddannelse.

Argumenterne er:

Hvad nytter det at få en uddannelse i Danmark, når man er indvandrer?

Der er alligevel ingen chance for at få et arbejde! Der er nok nogle af disse indvandrere og flygtninge der tror, at de kan overleve via isolation fra samfundet og ved hjælp af sort arbejde. Det kan de nok også økonomisk, men på det kulturelle og sociale plan og i fællesskabet kulturerne imellem går det ikke. Det værste er, at de, der isolerer sig på alle leder og kanter, efter stor sandsynlighed bliver nationalister eller nemt lader sig påvirke af yderligtgående fundamentalister.

Og det er netop det, vi alle frygter, for sådanne holdninger er hverken gavnlige for gruppen selv eller for samfundet. I forskellige sammenhænge oplever jeg indvandrere og flygtninge, der på grund af deres manglende tilhørsforhold påvirker de forskellige generationer, og holdningerne bliver dybt forankrede i de yngre generationer på grund af isolation fra fællesskabet gennem flere år. Den yngre generation påvirkes også af den ældre generations negative syn på samfundet og systemet.

På den måde er det også svært for den yngre generation at blive en del af fællesskabet i skolen, på uddannelsesstederne og ikke mindst på arbejdsmarkedet. Jeg vil stille et konkret relevant spørgsmål til politikerne og arbejdsgiverne, der konstant taler om indlæring af det danske sprog og uddannelser: Hvad vil I stille op med den store gruppe, der kan sproget og har uddannelserne?

Indvandrernes holdning til grundprincipperne i den danske velfærdsmodel.´

RUCs rapport viser også, at indvandrerne mangler opbakning. Jeg opfatter den danske velfærdsmodel som bl.a. solidaritet og ligeværdighed mellem samfundets borgere på det økonomiske, sociale og sundhedsmæssige plan osv. Jeg har den overbevisning, at en af grundene til, at en stor del af indvandrernes motiver til at bo her i landet er, at de føler sig glade og trygge ved den danske velfærdsmodel.

Udfra mit kendskab til indvandrerkredse, ønsker de sig en lignende dansk velfærdsmodel i deres oprindelsesland. En stor del af dem, ønsker faktisk også at rejse tilbage, men det er desværre urealistisk for nogles vedkommende. Jeg er selv tilhænger af den danske velfærdsmodel, og jeg betaler min skat med glæde. Der er indvandrerkredse, der ikke er interesserede i at bidrage til velfærdsmodellen.

Det kan bl.a. skyldes deres egne egoistiske økonomiske interesser, og her tænker jeg især på de etniske virksomheder, der benytter sig af sort arbejdskraft, som jeg ikke mener kan forsvares rent moralsk. Tiden er ikke til sort arbejde. Det er nu tid til, at danske arbejdsgivere, politikere, organisationer, myndigheder og indvandrere er ærlige overfor hinanden og bruger kræfterne på at åbne arbejdsmarkedet til gavn for både individet og samfundet.

Hvis vi ikke ændrer vores nuværende holdninger hos virksomhederne, ja, så er muligheden for udvikling af et hvidt og sort samfund stort.

Share Button

Kontakt mig

Har I brug for en erfaren konsulent med speciale i udsatte familier, en engageret supervisor eller en inspirerende foredragsholder?
KONTAKT MIG og hør, hvad jeg kan gøre for jer
About the Author

Ahmet Demir

Jeg har 30 års erfaring med udsatte børn, unge og familier og særligt kendskab til etniske minoriteter. Mine ydelser er rettet mod, kommuner, skoler og institutioner, privatpersoner. Jeg tilbyder terapi, konflikthåndtering, konsulentbistand, supervision, mentorordninger, foredrag og kurser skræddersyet alt efter behov.

Skriv et svar