På det seneste har hersket en livlig debat i medierne, blandt politikere og fagfolk af forskellig art. Denne debat har, fornemmer jeg, efterladt frygt ikke mindst blandt Odenses borgere, men også de øvrige samfundsborgere erblevet i tvivl om, hvilke holdninger de skal møde grupper afetniske og andre unge med. Jeg frygter debatten om den såkaldte “lillebror-bande” kan være med til at stemple samtlige 2. – 3. generations indvandrere som kriminelle og voldelige.
Jeg vil i det følgende forsøge at nuancere ungdomsproblematikken:
Er det kun Odenses problem?
Er der nogen bestemte som er skyld i at de unge bliver voldelige?
Kan man overhovedet gøre noget for at disse grupper af unge kan blive del af det danske samfund?
Jeg har svært ved i benævnelsen “lillebrorbanden” at danne et billede af ungdomsgruppen. Umiddelbart forestiller man sig børn i aldersgruppen fra 10 til 14 år, og så er deres voldelige aktioner og handlinger meget grove. Men det er ved at gå op for mig at de, som laver aktioner mod politiet og skyderi med våben osv. vist ikke er helt så uskyldige unge.
Det får mig til at overveje om der også er andre der omtaler præcist denne gruppe som kunne være i tvivl om hvem det helt klart er politiet, medierne og politikkerne fortæller, der begår disse grove handlinger i Odense. Det er farligt at lade alle glide sammen i en stor grå… eller snarere sorthåret masse.
Det er efterhånden blevet præciseret gennem lokale folks udtalelser i medierne, og jeg har personligt af en medarbejder fra en lokal pædagogisk institution i Vollsmose hørt at man skulle: lade være at diskutere, som om det er et lillebrorproblem, det handler meget mere om en konflikt mellem tyrkiske, danske og arabiske rockere”. Pludselig kan jeg klarere se den lille gruppe som begår voldelige handlinger.
Det er vores fælles ansvar adskille hvad er børns og unges og rockeres problemer. Jeg vil her forholde mig til børns ogunges problemer i samfundet. I dag hører vi fra Odense. For nogle måneder/år siden hørte vi fra Århus og Indre Nørrebro. Det der undrer mig mest er, hvad vi har lært af disse historiske begivenheder.
Et fælles ansvar
Det er som sagt ikke første gang vi hører, taler om og debatterer med store overskrifter i medierne at samfundet har problemer med “voldelige unge indvandrere”. Jeg vil derfor sige at det ikke kun er et speciel Odense eller Vollsmose problem. Det er et fælles samfundsproblem, som kræver at politikkerne, forvaltninger, institutioner og familierne ser i øjnene at her har alle et fælles ansvar ogmå finde en løsning i fællesskab altså det handler om at tage udgangspunkt i en helhedsløsnings.
Dvs. både i Odense og i andre unges problemer er de symptombærere. Jeg tør udfra min daglige arbejdserfaring med de udsatte unge holde fast på, at utroligt mange etniske familier har det ikke godt. Familierne kæmper med interne problemer mellem forældre fx store dele af fædrene til de problematiske unge, har mistede deres autoritet i familien og overfor deres børn.
Forældre oplever sig på en lang række områder inkompetente og de har svært ved at leve op til at tage hånd om de unges behov i det dansk samfund. Når de unge har brug for råd og vejledning i forskellige sammenhænge, oplever de deres forældre som svage og umyndige personer. Forældrenes svaghed er medvirkende til at de unge udvikler sig væk fra at have forældrene som forbillede og vender sig til den nærmeste anden myndige person de kender, evt. en storebror, mest uhyggeligt er det når de udvikler en direkte hadsk holdning til deres egen familie, sig selv og til det omgivne samfund.
En sådan etnisk familie og samfundet er ofte meget polariseret i forhold til hinanden og det er en næsten umulig opgave for den unge at færdes i tomrummet mellem disse poler. Den kamp eller frustrationer kommer til udtryk i de unges problemstillinger, som vi har tidligere set bl.a. gennem manglende samarbejdsvilje med voksne, skulkeri, småkriminalitet og i sidste ende vold.
Jeg mener det er en umulig opgave hvis man forsøger at finde nogen som er skyld i de unges problemer. Jeg har enormt svært ved at tro på at etniske familie eller pædagogiske institutioner accepter disse problemer. Samtlige voksne omkring de unge tager afstand fra gadevold, men hvad kan vi stille op med det?
Hvis der nogen politikere, forvaltninger og professionelle har givet udtryk for at det kan hjælpe at sende mere politi til Odense, så vil problemet være løst. Dertil vil jeg sige at jeg tror det er en stor fejltagelse, for nok kan politiet sende et signal om at nu sker der noget; men det er bedre hvis de kan være med til i et tværfagligt samarbejde at forsøge at løse problemerne mere langsigtet.
Her vil jeg også gøre opmærksom på at etniske unge og familier ser politiet ikke som tryghedsskabende snarere tværtimod, de kender dem som en gruppe som også udøver vold. Især en stor del af disse unges familie, som måske er fra deres oprindelige hjemland kan have været udsat for vold af politiet. Derfor vi skal det overvejes grundigt før det besluttes at sende politi ud og tro på, at politiet kan skabe tryghed. Der skal mere til før vi kan gøre noget ved ungdomsproblemerne på længere sigt.
En helhedsløsning
Jeg mener helt klart vi er nødt til at se på disse unges familiers sociale, økonomiske og arbejdsmæssige situationer. Fordi en stor del af disse unges forældre er isolerede fra det danske samfund og arbejdsmarked, kræver det at man i kommunalt regi ser på hvilken muligheder ressourcer der er i disse familier. Dernæst må man gå aktivt i dialog med familierne for at motivere dem til selv at gøre noget ved deres situation og naturligvis skal der så også være noget konkret fx ordinære jobmuligheder at tilbyde forældrene.
I vore pædagogiske institutioner, her tænker jeg på lokale skoler, fritids- og ungdomsklubber samt idrætsforeninger, er man også nødt til at se aktiviteternes indhold, om de har karakter som er målrettet de unges behov, og om medarbejderenes parathed i form af efteruddannelse, dette gælder også politiet, er ajourført således at det kan forventes at de kan takle især de problematiske unge.
Professionelle har bruge for både i deres grund- ogefteruddannelse at blive opkvalificerede til specielle opgaver. Jeg har personligt gjort en del erfaringer med grupper der ligner disse. I Avedøre Stationsby påbegyndte vi for 10 år siden et stærkt netværksarbejde med lignende ungdomsgrupper, og vore erfaringer viser meget tydelige at den tidlige forebyggende pædagogiske indsats har stor virkning på disseunges integration i lokalmiljø, familie og skole.
Vi har også eksperimenteret med i samarbejde fx med socialforvaltning at forsøge at hjælpe forældre til at få ordinær job, med henblik på at hjælpe en ung. Det var en stor succes for den unges vedkommende at se sin far igen gå på arbejde. I den unges bevidsthed kan der udvikles en normalitets opfattelse gennem farens arbejde og status – altså respekt.
