Jeg vil starte med at sige, at jeg er glad for, at jeg fremover skal skrive hver uge i Haber. Emnerne, som jeg vil behandle, handler om børn, unge og familie. Jeg sætter primært fokus på beskrivelser af hvilke problemstillinger etniske børn, unge og familier møder i de danske skoler og andre pædagogiske institutioner.
Derudover vil jeg udfra min pædagogiske erfaring, viden og indsigt skrive om, hvilke problemstillinger vores etniske familier ellers slås med, og hvordan interne konflikter i familien påvirker især børn og unges trivsel i familien, lokalsamfundet og det danske samfund som helhed. Det skal ikke opfattes således, at jeg ved alt eller kan løse alle børn, unge og familiers problemer.
Men jeg finder det interessant at komme i dialog med jer læsere, så jeg håber, I vil skrive om det, I er usikre på og starte nogle gode debatter. Jeg vil forsøge at behandle spørgsmålene og svare på et sagligt og fagligt plan.
Denne artikel omhandler skilsmisse og om, hvordan det påvirker børn i etniske familier. Det ideale er selvfølgelig, at børn og forældre lever sammen i fred og harmoni. Især den ældre generation kan ikke acceptere skilsmisse i familien. Men faktum er desværre, at familierne både i Danmark og i oprindelseslandet oplever skilsmisser i stigende grad.
Det kan der være mange grunde til, men uden jeg vil generalisere, er den ældre generations forklaring oftest den, at det skyldes at generationen, der er vokset op i Danmark, er blevet påvirket af den europæiske kultur, og at det er det, der gør, at unge par hurtigt bliver skilt. Jeg mener ikke at årsagen til skilsmisser er så enkel, der er mange grunde til, at forældrene vælger at lade sig skille.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på en oplevelse jeg havde en sen aften med et ungt menneske. Med grædende lav stemme, hænderne i lommen og en rastløs gåen rundt om sig selv, gentog han: Hvad har jeg gjort og Nej, nej, det kan ikke passe, at min mor og far skal skilles. Det må være min skyld, og fordi jeg ikke passer min skole.
Dette er et eksempel på, at den unges forældre skal skilles, men at den unge lever med en kæmpe skyldfølelse. Jeg mener, at forældrene her i høj grad svigter børn og unge, idet de ikke taler med børnene om, hvad der gør, at de ikke længere kan leve sammen. Hermed ikke sagt, at forældrene skal gå i detaljer, men de skal gøre børnene og de unge det klart, at skilsmissen ikke har noget med dem at gøre.
Det gør forældrene ikke. Til gengæld stiller de store krav og forventninger til deres børn og unge, når det vedrører deres opførsel og faglighed i skolen osv. Både det førnævnte unge menneske og andre børn og unge i lignende situationer, kan ikke honorere disse krav og forventninger, fordi de bruger så meget af deres energi på at finde ud af, hvad årsagen til skilsmissen er og derudover plages af skyldfølelse.
Børn og unge er meget loyale overfor deres forældre. De vil på ingen måde skade dem, tværtimod er de indstillede på samarbejde og på at stille dem tilfredse. Jeg vil stille et spørgsmål: Hvor mange forældre sætter åndelig pris på deres børn og unge, dvs. på nærvær og fælles oplevelser. Uden jeg vil generalisere, siger en del forældre: Nu må I holde op, det er nogle store unge mennesker, de har ikke brug for mig.
Men jeg har ikke oplevet nogle børn og unge, der siger, at de ikke er interesserede i at være sammen med deres forældre! Forældrene forsøger at tilfredsstille børn og unges behov ved at købe dyre mobiltelefoner og andre materielle ting. De tror, at de på den måde opfylder børn og unges behov. Hvis man tror det, er det en stor fejltagelse. Forældrene er selv med til at skubbe deres børn og unge ud i ensomhed.
Jeg mener helt klart, at vi som forældre skal søge mulighederne for tæt kontakt med børn og unge og se dem som selvstændige individer med egne holdninger og meninger. Desuden skal vi inddrage dem i familiens drøftelser og beslutninger, for på den måde er vi med til at holde vores børn og unge væk fra risikoen for at blive rodet ind i kriminalitet, gadebander og at vores børn og unge bliver fjendtlige overfor os.
