Er det min skyld?

Bragt i Politiken (03/05/2001)

På det sidste, både indenfor politik og i andre medier, har der været fokus på etniske unge, i forbindelse med voldtægt i Odense og i Hundige. I den forbindelse har to imamers (islamiske præster) holdning, fyldt en hel forside af Politiken torsdag den 19. april.

Imamernes budskab var at “inddrage dem i bekæmpelsen af kriminaliteten”, i denne debat har jeg følt at en del kommunale forvaltningsfolk, skoleinspektører, og andre professionelle, ser positivt på imamernes inddragelse, til bekæmpelse af etniske ungdomsproblemer. Jeg selv, arbejder dagligt med marginale unge, som både er danske og etniske med forskellige kulturelle baggrunde.

Jeg er modstander af, at vi skal inddrage imamerne i det professionelle sociale pædagogiske arbejde, og jeg skal forsøge i det følgende, at konkretisere mine synspunkter. Overskriften til mit indlæg, er en udtalelse fra en ung etnisk muslimsk, som jeg kendte via mit gadeplans arbejde, hvor han kom til mig, og ville høre om jeg havde tid til at tale med ham, og han startede med ordene: er det min skyld ? hvis en af mine forældre dør i morgen. Jeg havde svært ved at forstå det stillede spørgsmål, men det viste sig, at han var blevet konfronteret med dette af en lokal imamer, og en del andre voksne som kendte den unges forældre.

Enten har imamen og de andre voksne hørt via deres netværk, eller direkte blevet kontaktet af den unges forældre, om deres afmagt omkring deres søn/datter, og vil høre hvad imamen og eventuelle andre, kan gøre for hjælpe dem og deres teen-ager.

Det som imamen og andre voksne gør i sådan en sag, er at de tror, at hvis de kunne give de unge mennesker skyldfølelse, så vil de sikkert samarbejde med deres forældre, og holde op med krimi-nalitet o.s.v. Noget som bl.a. kan blive nævnt for den unge er: ” Jeg ved ikke om du ved, at en af din forældre har problemer med hjertet, hvis din far eller mor dør i morgen, så er det din skyld, fordi du har skabt et problem for dem. Tænk min dreng”

Denne korte opridsning af en konkret situation, giver mig, og håber også at det giver andre, f.eks. den offentlige forvaltning, og andre professionelle mennesker en forståelse for, at løsningen for de marginale etniske unge, som har svært ved at klare sig, både i deres familier og i det danske samfund, at det ikke er løsningen at inddrage imamen og andre uprofessionelle etniske voksne i forebyggelsesarbejdet.

Det er utopi

Det er utopi at tro, at imamerne let kan løse disse unge menneskers problemer, det vi skal se i øjnene er, at en stor del af disse unge mennesker har mistillid til voksne, blandt andet til deres egne forældre og os professionelle. Mit kendskab til muslimske etniske grupper, viser generelt at både forældre og især unge helst vil undgå at nogen fra deres eget folk “f.eks. imamerne” får indsigt i familiernes problemer.

Fordi disse ikke er vant til at fremmede skal blande sig i deres interne problemer i familien, og frygter at samtlige i lokalsamfundet bliver bekendt med familiens problemer bl.a. gennem imamen, eller i forskellige andre sammenhæng.

En stor del disse unge er generel meget afvisende overfor os professionelle, fordi de har oplevet at voksne ikke er troværdige over for dem, og deres familie anerkender dem ikke som selvstændige individer, og ved den mindste fejl disse unge begår, bliver de stemplet som kriminelle og dårlige mennesker, af forældrene og de andre voksne fra familiens netværk.

Mine erfaringer med etniske familier viser, at når der er konflikter mellem unge som har svært ved at indordne sig, under forældrenes traditionsbundne normer, så vil de fleste voksne se de unge som problemet, og de øvrige familiemedlemmer tænker, at de er nogle uartige unge mennesker, og de skal opdrages efter et autoritært menneskesyn.

Opdragelse efter ovenstående eksempel, hvor imamen og andre uprofessionelle voksne helt klart moraliserer for den unge, og den “uartige unges” forældre, er uacceptabel for mig, når imamen og de etniske forældre bliver inddraget i de unges problem-løsninger, er det helt klart at de unge bliver gjort til syndebukke.

Denne voksende holdning til de unge, vil på længere sigt være med til at de unge vender ryggen til deres familie og netværk, som jeg synes de har deres gode grund til, når der ikke kan samarbejdes med forældre og imamerne, fordi i hele deres opvækst er de blevet set som et problem, og problemer kan være skabende for at der i familien bliver skabt begrebet “sorte får”. De fleste unge mennesker som jeg har mødt i forbindelse med mit arbejde, har grundlaget været interesse, for et samarbejde med forældrene, men også med os professionelle.

De har brug for tilgivelse

Unge der begår kriminalitet eller har anden uhensigtsmæssig adfærd, skal vi selvfølgelig være konsekvente over for, men samtidigt også respektere disse unge. Jeg kan kun tale udfra mine egne pædagogiske erfaringer, og tør generelt sige, at hos de familier hvor de er dårligt stillet, både socialt, økonomisk og uddannelsesmæssigt, hvor unge begår voldelige eller kriminelle handlinger, vil hans/hendes familie og netværket, ikke tilgive dem.

Og disse unge mennesker bliver stemplet som dårlige mennesker i deres egen kulturkreds for evigt. Når vi ved at familierne ikke er vant til at fremmede skal blande sig i deres familie, fortæller mine pædagogiske erfaringer mig, at vi kommer langt med vores etniske familier og unge, hvis vi ikke blander os.

Måden vi kan gå til disse familier på, er altid udfra en tværkulturel og professionel tænkning, d.v.s. at når jeg og mine danske kollegaer arbejder med familierne – hvor familiernes vilje, og ikke mindst de unges interesse, for et samarbejde med os om deres familieløsning, samt ikke mindst om deres personlige problemer – kommer de ting som familien i årevis har holdt skjult for omverdenen, gang på gang frem i dagens lys.

Efter min mening, har disse unge brug for at blive set og anerkendt som mennesker der er troværdige og tillidsfulde, hvor de bliver mødt af de professionelle med klare holdninger, om de uhensigtsmæssige situationer de måtte være i, men hvor den professionelle er i stand til vise med sin holdning, at de tager afstand fra unges handlinger.

Tilbage til overskriften om det er de unges skyld, at en af forældrene dør, nej, jeg vil ikke bruge ordet skyld, for disse unge menneskers problemer. Jeg vil hellere sige, at det er forældrenes, min og samfundets ansvar at vi har en del etniske unge der lever i den marginale position, og denne gruppe bliver ikke mindre i fremtiden, tværtimod vil den være stigende.

Vi er nødt til at arbejde massivt på dette, med at uddanne både danske og etniske professionelle, og ikke mindst at have en specialstyrke, bestående af professionelle som tager sig af de unge og deres familie som er udenfor pædagogisk rækkevidde, for at forbygge marginalisering og at inddrage disse unge og ikke mindst deres forældre, aktivt i deres egen problemløsning. Jeg oplever også tendenser til, at vi professionelle i vores arbejde med disse familier, enten bevidst eller ubevidst gør familierne og de unge, til tilskuere til deres egne problemløsninger d.v.s. de er passive og opgivende.

Helt fra starten, gør jeg både forældrene og de unge bevidste om, at det er et fælles-projekt mellem os, og i sidste ende deres egen ansvar.