Indledning
Jeg skriver denne artikel, fordi jeg gerne vil give mit bud på, hvordan etniske familier har det i dagens Danmark. Jeg vil indledningsvis gøre opmærksom på, at jeg i min artikel tager udgangspunkt i mit arbejde med familier, primært fra landdistrikter fra mellemøstlige lande.
Overskriften til min artikel er ord, jeg hører fra voksne og børn, og i særdeleshed fra forældre i relation til deres samarbejde med mig. De bruger ofte denne sætning til at udtrykke, hvordan de har det i deres familie. For mig er der mange fortolkninger af, hvorfor familierne bruger en sådan formulering, og uden at generalisere opfatter jeg det som forældrenes udtryk for deres oplevelse af, at de på mange måder ikke mestrer at være herre over deres egen familie, og de er vidner til, at udviklingen har overhalet dem, og at de står uforstående over for mange situationer.
Jeg vil se på følgende:
Hvad er der sket når forældrene ikke har den nødvendige styring af deres unge og familien i øvrigt?
Her fokuseres på, hvilke udviklingsprocesser der er i gang i familien, og hvordan disse processer påvirker det enkelte familiemedlem.
Kort om den oprindelige familiestruktur
Forældre, især den ældre genration, der er kommet her til landet, enten fordi landet har haft behov for deres arbejdskraft eller i andre sammenhænge, f.eks. familiesammenføring, har rødder i en patriarkalsk familiestruktur. De er altså vokset op i familier med en klar rollefordeling imellem forældrene, og manden var familiens overhoved, den der sørger for familien økonomisk og den, der repræsenter familien udadtil.
Vi så det i slutningen af 1960´erne, hvor primært manden rejste til Danmark for at sælge sin arbejdskraft for at forsøge familien. I den patriarkalske familiestruktur har kvinden bl.a. andet den funktion at være den, som primært står for omsorgen, samt mange praktiske gøremål i og omkring hjemmet. Manden kom først ind i billedet i forhold til børnenes opdragelse, når de bliver 12 – 13 år, især i forhold til drengene, hvor drengene deltager i faderens funktion i familien bl.a. via deltagelse i praktisk arbejde.
I en patriarkalsk familiestruktur har manden udadtil rollen som hersker, og som den der forsørger og tager beslutninger i familien. Det er dog ikke et absolut billede, idet kvinden har meget at sige, men hendes rolle bliver udadtil usynlig omkring disse beslutninger. I virkeligheden kan de holdninger, som manden udtrykker udadtil ofte være et udtryk for kvindens meninger og holdninger omkring familiens liv.
Kvinder har ikke så stor mulighed for i at profilere sig i omverden som manden, og grunden hertil er oftest hensyn til manden og ikke mindst til familiens ære. Hvis kvinden repræsenterer og udtrykker familiens holdning udadtil, vil det have alvorlige konsekvenser for mandens position i familien og i familiens netværk, idet andre vil opfatte manden som en svag person. Og en opfattelse af, at manden er en svag person vil også have konsekvenser for familiens børn og unge, især drengene og deres position i lokalsamfundet.
Derfor forsøger kvinderne at være så anonyme som muligt udadtil. Så, når manden er synlig og skaber respekt via sin personlighed, skaber det respekt for familien i lokalsamfundet. Dette tankesæt har førstegenerations indvandrerne her i landet ofte medbragt og forsøgt at videregive til den næste generation, også selvom de i praksis har levet adskilt når faderfiguren har været i Danmark og kun moderen i hjemlandet, indtil en evt. familiesammenføring. Den ældre generation er uforberedt på store forandringer.
Den generation, som kom hertil i slutningen af 1960´erne, har for en stor dels vedkommende mistet deres indflydelse i familien, og det patriarkalske tankesæt virker derfor meget fjernt på den yngre generation, som er vokset op her i landet. Den yngre generations tankegang og syn på familien bygger på kernefamilien og en individuel tankegang, dvs. mig og min kone og mine børn som individer, i modsætning til tankegangen i den kollektive familie.
Denne markante forskel kan bidrage til sammenstød generationerne imellem. Når den ældre generation forsøger at gennemtrumfe deres idéer, tør den yngre generation ikke altid at gå imod disse idéer, men det viser sig hurtigt, at de unge f.eks. ikke trives i et arrangeret ægteskab, og at det ofte ender med skilsmisse.
Vi kan se i dag i krisecentre, både for kvinder og mænd, at en stor del af brugerne er ikke etnisk danskere.
Den ældre generations udgangspunkt er naturligvis ikke at gøre livet sværere for de unge, men de tænker simpelt hen ikke som de unge. De tænker, at de unge f.eks. skal følge traditionen og giftes med en fra hjemlandet, dels for at vise solidaritet med hjemlandet og dels traditionerne.
De glemmer, at deres unge kan have en anden opfattelse, og måske sætter individet højere end traditionen. Den yngre generation tænker ikke så solidarisk som den ældre, og de er mere indre-styret og vil de handle ud fra deres egne følelser og individuelle livssyn. Her er der en markant forskel imellem generationerne, som kan give sig udtryk i skyldfølelse og bebrejdelser over manglende forståelse parterne imellem.
Manglende forståelse generationerne imellem
Der er mange forhold der spiller ind parterne imellem, og jeg vil her kort komme ind på, hvad der kan kendetegne den ældre generation:
- De har et mekanisk menneskesyn
- De har et kollektivt familiesyn
- De er skolet i den patriarkalske familieform
- De mangler personlig, kulturel, social og samfundsmæssig viden om værtslandet såvel som oprindelseslandet
Kendetegn for den yngre generation:
- De har et dialektisk menneskesyn
- De har et individuelt familiesyn
- De kender både det patriarkalske og det moderne samfund
- De har personlig, kulturel og social samfundsmæssig viden samt uddannelse.
- Forskellen imellem et mekanisk og et dialektisk menneskesyn
Det mekanisk tænkende menneske har udgangspunkt i et feudalt samfund, hvor det enkelte menneske ikke har indflydelse på forandringer. Det mekaniske menneske tager udgangspunkt i det sociale netværks syn på familien som helhed.
Når f.eks. giftermål kommer på tale, vejer omverdenens og netværkets syn tungest. Det vil sige, når netværket består af den ældre generation, bliver der ikke taget hensyn til de unges syn på sagen.
Den yngre generation er mere styret inde fra, og ved store beslutninger vælger de ikke at tænke først på solidaritet med familien, de tager beslutninger ud fra deres egne følelser og behov. Det er dette, der bl.a. kan give markante sammenstød i familien, fordi parterne ikke forstår hinandens handlinger eller motiver.
Konfrontationer imellem det kollektive og det individuelle familiesyn
Som nævnt tages der med et kollektivt familiesyn ikke hensyn til individet, hvorimod der med et individuelt familiesyn tages hensyn til individets behov og følelser. Selv om parterne har samme kulturelle baggrund er der udviklet forskellige syn på disse ting, fordi generationerne har gjort sig forskellige erfaringer i forskellige kontekster, kulturen forandres med andre ord.
Den yngre generation er bekendt med, at de tænker anderledes end de ældre, og har måske forståelse for, at deres forældre ikke kan sætte sig i deres situation og se verden med deres øjne. Men en stor del af den yngre generation er på mange måder også ukendt med de normer og værdier, som forældrene repræsenterer. De har aldrig levet i det samfund forældrene idealer er hentet fra.
Sammenstød imellem patriarkalsk og moderne tænkning
Den generation der er skolet i det patriarkalske livssyn ser ofte på ting og mennesker på en absolut måde, de er en autoritetstro generation som ikke mener, at de enkelte kan være med til at tage beslutning om ting, som sker uden for familien, de har ikke en sådan selvopfattelse, at de mener de er kompetente til at deltage i samfundsmæssige beslutninger eller i samfundsdebatten.
De er måske heller ikke interesseret i at udfordre normer og værdier. Deres vigtigste styringsredskab er familiens ære. Dette redskab fungerede fint tidligere, men efterhånden tager den yngre generation opgøret med forældrene og med æresbegrebet som styringsredskab. Den yngre generation tager stilling til omverden, de mener at de som samfundsborgere har ret til at bidrage til det, som sker uden for familien.
De kan deltage aktivt i samfundsdebatten og være herre over eget liv, og vil ikke i samme grad tage hensyn til forældrenes og netværkets holdning til deres beslutninger.
Forældrenes manglende personlige, kulturelle, sociale og samfundsmæssige viden
En af de væsentlige faktorer i etniske familier, som kan give grobund for voldsomme konfrontationer er, at den ældre generation af forskellige årsager har mistet sin position i familien. Især manden må kæmpe en stor kamp med sig selv for at overbevise sig selv, sin familie og netværket om, at det stadigværk er ham, der er familiens overhoved.
Men desværre har en stor del af mændene svært ved dette og får identitetsproblemer. De siger måske til sig selv, jeg kommer jo fra en familie, hvor faderen var overhoved, men hvad er der i vejen med mig, osv. Noget af forklaringen vedrørende denne gruppe af forældre kan altså være, at de ikke tager højde for deres egen personlige udvikling, f.eks. har de heller ikke lært tilstrækkeligt dansk og forstår ikke væsentlige ting omkring børnenes skolegang, og det er et stort handikap for dem ikke at kunne råde og vejlede deres børn på skoleområdet og på andre områder.
De unge ser desuden, at forældrene ikke har de rette kompetencer på arbejds- eller uddannelsesområdet, og deres forældres position er også svag i deres eget netværk, fordi netværket opfatter dem som en slags tilskuere til livet. Derfor når de unge efterhånden til den erkendelse, at deres forældre ikke kan være dem behjælpelige med deres problemer. Når forældrene så alligevel forsøger at blande sig for at give råd, fører det til uoverensstemmelser, som kan ende i en form for psykologisk krig imellem parterne. Og hvis de unge vælger at isolere sig og leve deres liv alene, kan det for nogens vedkommende føre til psykiske konsekvenser.
Familiens syn på forskellige pædagogiske tilbud og behandlingstilbud
Der findes i samfundet forskellige former for pædagogisk og psykologisk rådgivning til familierne. Der er imidlertid hos den ældre generation nogle barrierer for at kunne yde denne støtte:
- Nogle familier er ikke bekendt med disse tilbud eller har ikke tiltro til dem
- Nogle familier forsøger på alle måder at holde fremmede på afstand
- Nogle familier oplever at institutionerne mangler kendskab til familiens kulturelle baggrund
- Nogle familier opfatter systemets indblanding som utidig Nogle familier oplever, at dansk lovgivning og myndighedernes indblanding er med til at umyndiggøre dem
- Familien kæmper en stor indre kamp for at kunne fungere på en måde, så der ikke kører en psykologisk krig familiemedlemmerne imellem. Familien vil gerne bevare en tro på, at de selv kan klare deres egne interne problemer. Men til sidst oplever mange en afmagt, og de må modtage myndighedernes støtte.
For at imødekomme familiens behov kræves det ud fra mine behandlingserfaringer, at vi professionelle skal udvikle nye pædagogiske behandlingsmetoder, som kan være gavnlige for disse familier. De eksisterende metoder kommer til kort i nogle familier, især i de aller dårligst stillede familier.
En case
For at videreudvikle os mener jeg at vi professionelle, både i vores grunduddannelse og i vort daglige arbejde, skal have mulighed for at udvikle vore faglige kompetencer mhp at støtte sådanne familier. Jeg vil afslutte denne artikel med en konkret case for at illustrere, at hvis vi professionelle ikke har den nødvendige faglige kompetence, vil det skabe uro, både blandt os, men ikke mindst hos familierne.
Det drejer sig om en ung, som havde en del vanskeligheder, og som var ved at komme på kant med loven. Der blev forsøgt forskellige tiltag, både i den lokale pædagogiske institution og ved anbringelse uden for hjemmet, men desværre uden resultat, til stor skuffelse for familien og de professionelle.
Casen er meget mere kompliceret end beskrevet her, men jeg har valgt at beskrive essensen i den således at læserne, som sikkert jævnligt har oplevet noget lignende i jeres daglige arbejde, via denne case kan se, hvordan en sådan sag kan håndteres.
Den konkrete case handler om en etnisk ung, som havde været i forskellige institutioner, og som i 6.klasse fik problemer med at tilpasse sig i skolen, og som ikke mindst udviste interesse for det kriminelle miljø. Den unge har en charmerende personlighed, og det kriminelle miljø forsøger at adoptere for at integrere ham i deres miljø, for senere hen at bruge ham til at få kontakt til andre kriminelle miljøer, og ikke mindst til ungdomsmiljøer.
Familien og de professionelle forsøgte at støtte ham for at forebygge en kriminel løbebane, men desværre gik det ikke, som familien og de professionelle ønskede og håbede. Så bliver jeg kontaktet af både familien og de professionelle, idet man ønsker mit samarbejde for at støtte op omkring dem, og jeg siger ja til et samarbejde.
Og her kan vi se noget interessant, som vi ofte overser: Vi reagerer på symptomer, f.eks. kriminelle tiltag, men vi overser ofte andre aspekter. I mange situationer er professionelle konfliktsky, de er usikre på, om de kan tillade sig at blande sig i familiens interne liv.
Der er flere indgangsvinkler til denne case, en af dem er følgende:
At finde muligheder for at kommunikere med familien via tolkning.
Nøjagtigt at få præciseret arbejdsopgaven.
Jeg forsøger at tydeliggøre overfor familien og den unge, hvordan jeg arbejder, essensen i mit arbejde, at jeg er på og er 100 % tilstede, dvs. når jeg har samtale med familien og den unge, glemmer jeg verden omkring mig.
Jeg har antennerne ude, og i det øjeblik jeg få øje på noget under en samtale, så vil jeg holde fast i det, indtil jeg sammen med familien og den unge får afklaret det.
Jeg er ærlig, og det er ikke sikkert at jeg kan løse deres vanskeligheder.
For at jeg kan løse deres vanskeligheder, kræver det at både professionelle, familie og den unge samarbejder.
Jeg er vedholdende og giver ikke op.
Forældrene udviste stor interesse fra starten, mens den unge ved de første samtaler var meget lukket. Jeg tolkede det som lad mig være, I kan rende og hoppe, jeg bestemmer osv.
Allerede ved den første samtale blev jeg nødt til at stoppe, fordi tolkningen ikke fungerede som den skulle. Ved anden samtale valgte jeg at sige højt, hvad jeg observerede i familien, at det jeg så ikke handlede ikke om den unge, men mere om forældrene og deres interne forhold, som var meget anstrengt. Jeg valgte efter tredje samtale i samarbejde med professionelle at lave en samarbejdsaftale med familien og den unge.
Denne samarbejdsaftale gik ud på:
- At forældrene skulle have terapeutiske samtaler angående deres indbyrdes forhold
- At tilbyde fælles samtaler for familiemedlemmerne
- At jeg også skulle arbejde med den unge
Denne plan gik både den unge og familien med til. Det skal dog bemærkes, at man ikke kan løse sådanne multiple menneskelige problemer blot ved et par møder, men i denne sag viste forvaltningen klart, at man var interesseret i at støtte familien og den unge, så forvaltningen gik også med til denne arbejdsplan.
Afslutningen på denne case blev, at forældrene åbnede op for deres interne problemer, og at den unge efterhånden fik et fortroligt forhold til mig, og efterhånden kom til den erkendelse, at han havde brug for hjælp, og han åbnede op for sine vanskeligheder. Han udviste stor samarbejdsvilje, også med andre myndigheder, f.eks. politiet, for at komme ud af det kriminelle miljø.
I dag arbejder han på en af Danmarks største virksomheder, og efter ½ år blev han kåret som årets medarbejder, og han har en positiv relation til sin familie.
Det positive ved denne case er, at forældrene og den unge erkendte deres problemer, og erkendte at de havde brug for professionel støtte. Familien fandt ret hurtigt ud af min og forvaltningens store velvilje, og ikke mindst mit kendskab til lignede unge og familier. De fandt også hurtigt ud af, at jeg er standby uanset hvornår de har brug for mig, og at de trygt kunne ringe til mig på alle tidspunkter af døgnet.
Hvis jeg ikke lige var ved telefonen, vidste de, at jeg ville rykke ud så snart jeg fik deres besked. Det er vigtigt for den unge og familien at vide, at de altid har backup.
Jeg samarbejdede med andre faggrupper, og jeg fandt, at det var vigtigt og en afgørende forudsætning for at kommunikere med familien, at man havde en kulturel baggrundsviden. Dertil fandt jeg det ganske nødvendigt, at man som professionel måtte bruge en direkte stil, for som troværdig medspiller at kunne komme ret langt.
Jeg vil ikke generalisere, men en del faguddannede finder det vanskeligt at tackle nogle af de svage etniske familier. De har brug for faglig udvikling og konkret viden for at klare de pædagogiske og behandlingsmæssige udfordringer i forhold til etniske familier.
I forhold til denne unge viste det sig, at problemet var mere omfattende og den unge var et symptom på en række andre problemstillinger i familien. Forældrene holdt fra starten fast i deres ansvar, men ved fælles indsats og efter en lang proces nåede familien til en erkendelse af, at de i virkeligheden havde nogle interne vanskeligheder.
Og i samarbejde fik vi taget fat på problemerne, og vi kom rimelig langt med den unge og familien. Og familien lever i dag godt sammen, fordi de har fået nogle redskaber, som de kunne bruge.
Dette belyser et af de problemer, som jeg omtaler i denne artikel.
Familier i rivende udvikling
Der er blandt nogle politikere og professionelle en opfattelse af, at etniske familier stædigt holder fast i den patriarkalske familiestruktur, men jeg vil sige, at de tager fejl i denne opfattelse. Jeg udelukker ikke, at vi stadig kan møde familier, der har den patriarkalske familiestruktur, men der er en kraftig udvikling i gang hos familierne, en udvikling der viser sig på mange måder, bl.a. andet har den yngre generation selv taget hånd om deres eget liv i forhold til deres valg af uddannelse og valg af partner og på mange andre områder.
Denne udvikling kan vi takke deres opvækst i dagens samfund for. Massemediernes påvirkning, uddannelse, arbejde – disse elementer danner grundlag for en forandringsproces hos etniske familier, som er medvirkende til, at den yngre generation i høj grad vælger kernefamilien og sætter personligt valg og frihed højere end den ældre generation gør. Konflikterne i familierne kan være et signal på at denne udvikling er i gang.
I forbindelse med denne udvikling har alle, men især de socialt dårligt stillede familier, og især de unge, behov for at samarbejde med systemet på en konstruktiv måde, hvor familien selv kan bidrage til finde deres en løsning på deres interne problemer. For at få en positive udvikling i gang kræves det, at det professionelle netværk omkring familien anerkender familiens menneskesyn, således at kontakten ikke opleves som en trussel mod familien.
For at familierne kan få tillid til os som professionelle, kræves der en enormt stor ansvarlighed og en etnisk bevidsthed, således at vi kan behandle disse familier på en respektfuld måde, så de oplever at blive behandlet som mennesker og ikke primært som et problem, med forældede værdier.
Krav til professionelle
Det kræves af os professionelle at skal vi kunne minimere nogle af de voldsomme konfrontationer imellem parterne, må vi kan arbejde med deres familiesyn, og vi må tro på, at den patriarkalske familiestruktur er i opløsning.
Hvis vi ikke bearbejder vore egne holdninger til familierne, kommer vi til at møde stor modstand i samarbejdet med den yngre generation, som ser sig selv som moderne og veluddannede, og som ikke vil acceptere, at vi professionelle opfatter dem som deres forældre.
