Som mange af jer er bekendt med, har der i Danmark og de øvrige europæiske lande været en del demonstrationer, som medieverdenen har været meget optaget af. Da vi vågnede mandag d. 15. februar 99, hørte vi i morgennyhederne, at en gruppe kurder demonstrerede foran Den Græske Ambassade, og at en af demonstranterne havde forsøgt at brænde sig selv pga. det tyrkiske militærs kidnapning af det kurdiske arbejderpartis leder, Abdullah Öcalan. Siden er demonstrationerne fortsat både i Europa og Tyrkiet.

Jeg vil forsøge at vise, hvordan disse demonstrationer påvirker kurdiske og tyrkiske børn, unge og familier, som er i jeres institutioner, eller som I har relationer til i forbindelse med jeres arbejde.

Er det ikke samme nation?

En del af jer undrer jer måske over, hvorfor disse grupper er i krig med hinanden og ikke bare det, men at nogle begår en handling som at forsøge at brænde sig selv – det forskrækker mange danskere! Men det er et emne, der kræver en lang forklaring; jeg vil bare kort nævne, at den kurdiske befolkning er “glemt” og står overfor en massiv, tyrkisk udsletningspolitik. Der er stor forskel mellem den tyrkiske og kurdiske befolkning. Ligeså stor forskel, som der er mellem dansk og tyrkisk kultur, er der mellem de tyrkiske og kurdiske nationers kultur.

Disse kulturforskelle giver i dagliglivet i Danmark ikke nogen former for konflikter mellem grupperne. Jeg er selv kurder og arbejder til hverdag i et pædagogisk arbejde med bl.a. disse grupper. Jeg har ikke på nogen måder oplevet konflikter, hverken på voksen- eller ungdomsniveau.

Hvor ligger problemet?

Problemet ligger hos den politiske kraft, dvs. den tyrkiske regering, som på ingen måder anerkender den kurdiske befolkning som en nation, men tværtimod, idet det viser deres nedladende holdning, som “bjergbefolkning”. Som modstander til den tyrkiske politik findes kurdiske partier, der som det kurdiske arbejderparti og andre partier fører en historisk, politisk kamp imod den tyrkiske regering, som nægter at anerkende den kurdiske nation.

Den politiske kamp har nogle gange været voldelig og kostet mange menneskeliv for begge parter. Jeg tager personligt stærk afstand fra alle former for vold som et politisk middel. Jeg er tilhænger af, at man ved hjælp af dialog mellem parterne finder frem til en fredelig løsning på “den glemte nation”s problemer. Men udsigterne er, at der ikke umiddelbart er mulighed for fredelig dialog mellem parterne.

Her ser jeg, at det internationale samfund og især de europæiske stater ikke lever op til deres internationale, demokratiske forpligtelser. Fx får Kosovarkonflikten lige for tiden de europæiske stater til at samarbejde om at finde en fredelig løsning på den, men når det handler om en glemt nation, ser det ikke ud til, at nogen europæisk stat interesserer sig for at tage initiativ på internationalt plan til at forsøge at forholde sig til “den glemte nation”s problemer.

Hvad skal vi vores daglige praksis?

I forbindelse med det kurdiske arbejderpartis leders kidnapning har jeg oplevet en stigende interesse og et behov hos de unge, jeg arbejder med, for at høre min og mine kollegaers holdning til demonstrationerne og den kurdiske nations problemer. Men det er klart, at hverken jeg eller nogle andre professionelle skal holde politisk tale for tyrkiske eller kurdiske børn, unge og deres familier.

Der er et væsentligt pædagogisk element i at skabe en debat fx i skoleundervisningen eller socialpædagogisk sammenhæng. At tage initiativ til at sætte ord på, hvad konflikten egentlig handler om, og sætte en bevidstgørelsesproces i gang mht. en kurdisk nation. Processen, som vi sætter i gang, har mange pædagogiske effekter, fx viser det overfor de kurdiske indvandrere, at den professionelle forholder sig til deres aktuelle problemer.

Det vil føre til respekt overfor jer, fordi I anerkender dem som nation. En anden effekt er, at tyrkiske og kurdiske børn og unge vil få mulighed for gennem bearbejdningen af materialet til undervisning omkring emnet at danne deres egen mening. Mange af dem ser de tyrkiske private TV kanaler, som behandler de kurdiske problemer udfra en meget ekstrem national politik. Efter min mening kan disse kanalers påvirkning være med til at præge nogen former for konflikter mellem tyrkiske og kurdiske børn og unge i vor institutioner.

Det væsentlige for os professionelle er at være opmærksom på disse to gruppers relationer til hinanden, og hvis der sker noget med deres indbyrdes forhold, om det ikke skyldes de sidste konflikter. Det vil være klogt at undersøge, om det har noget med urolighederne i hjemlandet at gøre. Hvis det viser sig at være tilfældet, så lad det ikke være et tabu. Vi professionelle burde tage emnet op i vort pædagogiske arbejde med den hensigt at gøre begge parter bevidste om “den glemte kurdernation”. Her har også vore danske børn og unge brug for indsigt i deres kurdiske kammeraters kultur.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vi bruger cookies til at optimere vores service og målrettet markedsføring 🍪
X