I Haber den 21. marts kommenterer Zeki Kocer mit interview med Haber den 7. marts. Jeg er glad for denne kommentar, men der er en ting som Zeki har misforstået. I sit indlæg stiller han spørgsmål om, hvem jeg spionerer for, og om jeg spionerer i myndighedernes interesse.

Jeg vil starte med at sige, at jeg udtaler mig på baggrund af mine socialpædagogiske og terapeutiske erfaringer med socialt udstødte grupper. Jeg ved ikke, hvad spionage har med pædagogik at gøre så jeg kunne godt tænke mig at Zeki Kocer ville uddybe det nærmere. Endvidere nævner Zeki Kocer, at jeg nedvurderer etniske familier. Jeg kan kun beklage, at han helt har misforstået mit budskab.

Jeg kan ikke se noget pædagogisk eller menneskeligt formål i at nedvurdere nogle. Jeg står ved, at en stor del af vores etniske familier er isoleret fra det danske samfund. Med isolering mener jeg helt konkret i forhold til arbejdsmarkedet. Det er dels noget jeg er vidende om, og dels noget jeg har dokumentation for. Jeg har gennem mange år set, hvad det betyder for hele familien ikke at have noget arbejde.

Jeg brugte ordet isolering, men jeg kunne også have valgt at bruge følgende citat, der stammer fra en forælder, som udtrykte sig meget præcist: “Jeg føler mig parkeret et eller andet sted udenfor”. Mine udtalelser til Haber går ikke ud på, at jeg vil give forældrene gode råd, nej jeg er vidne til, at vores etniske unge de sidste 20 år har været forældres, skolers og samfundets ofre. Jeg oplever utrolig mange børn og unge, der har mistet al håb og tro på fremtiden.

Hvad der sker med disse børn, ved jeg ikke om Zeki Kocer har erfaringer med, men jeg kan nævne, at nogle af disse børn og unge, som jeg har kendskab til, kommer ud i fx voldelige handlinger, stoffer, seksuel misbrug (både blandt piger og drenge) og anden kriminalitet. Det er nok smertefuldt og vil overskride nogle moralske normer hos familierne, når jeg siger, at der i vores etniske familier eksisterer seksuelle overgreb.

Nogle af de børn og unge, der har været udsat for det, fortæller det aldrig til nogen. Disse unge lever i et Helvede. Er der nogen af os, der forstår dem?

Nej, hverken andre etniske, folkeskolen eller de professionelle. Hensigten med mit interview er blandt andet at rejse debat om, hvad vi sammen kan gøre for at undgå at de unge mennesker bliver tabt. Jeg vil ikke generalisere, men udfra mine pædagogiske erfaringer som leder og foredragsholder, fungerer samarbejdet mellem folkeskolen og etniske familier ikke for en stor dels vedkommende.

I de fleste tilfælde, hvor samarbejdet fungerer, viser både mine og andre professionelles erfaringer, at så fungerer de etniske børn og unge også i skolen. Jeg undrer mig over, at når skolen eller andre institutioner på alle mulige måder forsøger at inddrage etniske familier i skolebestyrelser og opfordrer dem til at deltage i forældremøder, så viser de desværre ikke den store interesse. Jeg er af den overbevisning, at forældrenes aktive samarbejde med den danske folkeskole, kunne være med til at påvirke børn og unges trivsel i en positiv retning.

Men i stedet skyder forældrene først på skolen, lærerne, kulturen osv. når det går galt. En del vælger at sætte deres børn i privatskoler. Selvfølgelig er valget ubetinget forældrenes, men essensen i mit interview er, at vi som etniske forældre ikke har forsøgt at bruge alle muligheder for, at vores børn bliver en del af den danske folkeskole. I stedet vælger de privatskoler, idet de håber at deres børn på den måde undgår personlige, sociale, faglige og kulturelle problemer.

Jeg oplever desværre, at en del af de børn, der har skiftet fra folkeskole til privatskole bliver forvirrede. Et citat fra et ungt menneske, der gik på privatskole: “Ja, jeg gik kun på den private skole for mine forældres skyld. jeg bryder mig slet ikke om den måde, lærerne er overfor mig og de andre på. De siger, at vi skal respektere dem som voksne, men jeg føler ikke, at de respekterer mig. Ja, skolen er helt fremmed for mig. Jeg har bedt mine forældre om, at jeg må komme tilbage til folkeskolen”.

Det er et eksempel på, at de unge i dag halter bagud i forhold til fagligheden. I mit daglige arbejde som leder, forsøger jeg at bygge bro mellem etniske familier og den danske folkeskole og andre institutioner men henblik på positiv integration. For mig er nøglen til trivsel og integration respekt for andre kulturer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vi bruger cookies til at optimere vores service og målrettet markedsføring 🍪
X