Jeg græder for mig selv

Bragt i LOS (25/06/2007)

Der florerer mange forskellige opfattelser af etniske familier. Bl.a. tror en del på, at det kollektive familieliv stadigvæk eksisterer, og at forældrene bestemmer, hvem deres børn og unge skal giftes med.

Med dette indlæg vil jeg nævne to cases, som viser et noget andet billede. De to aktuelle cases viser, at udviklingen er på vej i retningen væk fra kollektivet og over imod det individuelle familieliv.

Jeg græder for mig selv, sagt af en etnisk far i forbindelse med, at hans børn som voksne tog beslutningen om at flytte hjemmefra (der er her tale om både en pige og en dreng).

Faderen viste tydeligt sine følelser, og her lægger jeg, ud fra mine terapeutiske erfaringer, specifikt vægt på, at den etniske mand, det gælder både den yngre og ældre generation, ikke længere kun viser følelser affødt af vrede, men også er begyndt at vise de bløde sider, som indeholder tårer.

Faderen jeg omtaler, viser tydeligt, at hans rødder og tanker er i den kollektive livsstil og mentalitet, men han er også klar over, at de unge har deres eget liv, og skal følge deres egen overbevisning. Derfor har de hans opbakning, men det er hårdt for forældrene, at deres unger flytter hjemmefra.

Det positive ved den omtalte far er, at han ville foretrække, at børnene blev boende hjemme, og levede den kollektive livsstil sammen med forældrene under ét tag, men at han for børnenes skyld støtter op omkring deres ønsker.

Med denne case vil jeg gerne vise, at én ting er, hvad forældrene ønsker, en anden ting er, hvordan udviklingen er. Der er i høj grad tale om den individuelle udvikling.

Kærlighed over grænser

Vi tager fejl, når vi tror, at etniske forældre bestemmer, hvem deres børn skal giftes med.
Jeg oplever gentagne gange, at unge selv bestemmer, hvem de skal giftes med. De unge tager udgangspunkt i følelser, når de vælger partner, og vælger ikke ud fra kulturel kodeks, religion eller forældres ønsker.

Jeg var til et bryllup med et ungt par, som selv havde taget beslutningen om at blive gift. Det var meget tydeligt, at de havde bestemt sig ud fra deres følelser. Det var et stort og festligt bryllup med 700-800 gæster, og brudeparret var meget forelskede.

Det interessante ved brylluppet var, at det ikke var et traditionelt etnisk bryllup. Det bestod af tre nationaliteter. Et sådant globalt bryllup viser tydeligt endnu engang, at den kollektive families tradition med, at forældrene bestemmer, at børnene skal giftes indenfor familiens, landsbyens eller landets grænser er forbi. Brudeparrets forelskelse lå til grund for beslutningen.

Til festen blev det endnu engang vist, at mennesker kan have forskellig hudfarve og religion, men når det kommer til en sådan højtidelighed, kan de tre nationaliteter inddrage danse og feste fra hver deres kultur sammen uden problemer. Det var en fantastisk oplevelse.

Det er beklageligt, at mange ikke har oplevet denne side af etniske familier, som eksempelvis en festlighed af denne art. For havde de det, er jeg sikker på, de ville få en anden oplevelse af, hvem der bestemmer.

Jeg håber, at jeg med de to indlæg kan være med til at vise, at den kollektive mentalitet ikke er en statisk størrelse, men at den er under udvikling hen imod den mere individualistiske, hvor de unge selv tager beslutninger.

Formålet med ovenstående debatindlæg er, at give et indblik i at udviklingen i de etniske familier er i fuld gang. Men medierne har nærmest taget monopol på de oplysninger, som samfundets borgere får om disse familier, og derfor håber jeg på denne måde, at kunne være med til at minimere nogle af de fordomme, der er fremherskende.

Her tænker jeg specielt på fordomme omkring de unges ret til selv at vælge ægtefælle samt fordommene om, at etniske mænd ikke viser deres følelser.Når jeg bedyrer at jeg gang på gang oplever, at de unge mennesker selv bestemmer, hvem de skal giftes med, men alligevel vil jeg ikke udelukke, at der stadig er nogle, som tvinger deres børn til ægteskaber mod deres vilje.

Selv er jeg stor modstander af, at unge udsættes for tvangsægteskaber, eller overtales til at følge forældrenes valg. Det er umenneskeligt og respektløst overfor de unge mennesker.
Derfor er mit budskab med mit debatindlæg, at udviklingen er i gang hos de etniske familier, især de muslimske, så jeg vil samtidig også gerne aflive myten om, at de etniske familier er statiske og uforanderlige. På mit arbejde rundt omkring som konsulent eller underviser møder jeg af og til fortsat socialarbejdere og andre med ret stereotype billeder af, at etniske familier er kollektiver med stort sammenhold.

Det skal dog retfærdigvis nævnes, at det heldigvis ikke er den generelle holdning indenfor denne faggruppe.Den dialektiske udvikling er i fuld gang inden for de etniske familier, og den kan ikke stoppes.

Fremtiden byder på store udfordringer for de etniske familier. Den etniske mand er ikke længere, som mange kan tro, kun den dominerende og styrende – snarere tværtimod. Jeg oplever tit etniske mænd, som er svage indenfor familien, når de har mistet deres kendte rolle og funktion, og det har negative konsekvenser både for dem selv og den opvoksende generation.

Tendenserne i etniske familier kan gå i retning af ensomhed og krise. Det er derfor ønskeligt, at vi, der arbejder som pædagoger, behandlere eller andet med disse familier, får fokus på at udvikle os fagligt, så vi er klædt på til at hjælpe og støtte når vi møder familier med sådanne problemstillinger, så de kan klare sig selv på længere sigt i den nye situation og finde en plads i dette for dem – nye samfund.

I den forbindelse er det vigtigt, at understrege vigtigheden i at støtte den etniske mand i at finde sin nye rolle/position i familien og samfundet.

Share Button

Kontakt mig

Har I brug for en erfaren konsulent med speciale i udsatte familier, en engageret supervisor eller en inspirerende foredragsholder?
KONTAKT MIG og hør, hvad jeg kan gøre for jer
About the Author

Ahmet Demir

Jeg har 30 års erfaring med udsatte børn, unge og familier og særligt kendskab til etniske minoriteter. Mine ydelser er rettet mod, kommuner, skoler og institutioner, privatpersoner. Jeg tilbyder terapi, konflikthåndtering, konsulentbistand, supervision, mentorordninger, foredrag og kurser skræddersyet alt efter behov.

Skriv et svar