Israels militære angreb på FN-skoler i Gaza og drabene på børn og civile gør ondt på ethvert menneske. Alene tanken om, at vores barn kunne blive dræbt af bomber, får os til at gyse, men det er realiteten i Gaza og mange andre steder i verden, hvor børn og civile bliver dræbt.

Jeg tager på det kraftigste afstand fra alle former for krig. For mig opstår krig, når magthavere har økonomiske, politiske eller religiøse interesser på spil. Denne krigsførelse dræber børn, civile og soldater på begge sider, så deres familier skal leve resten af deres liv med smertefulde savn af deres kære, mens magthaverne har sikret deres egne familier.

Jeg har ikke mødt nogen mennesker, der er glade for krig. Hånden på hjertet vil alle mennesker med empati tage stærk afstand fra alle former for krig.

Ansvar for børns trivsel

Palæstinensiske og israelske børn i Danmark er også ramt af krigen i deres oprindelige lande. Via medierne oplever de krigen med billeder af blødende børn og livløse menneskekroppe, måske sprængt i tusind stykker. Det får børnene til at udvikle blandt andet søvnproblemer, uro, manglende koncentrationsevne, mistro og frygt. Desuden kan de udvikle en fjendtlig holdning til modparten i krigen.

Det er ikke sikkert, at alle nære voksne er opmærksom på krigens indflydelse på børns psykologiske udvikling. Børnene må ikke leve i deres egen verden med de frygtelige billeder fra medierne. Forældre, lærere og pædagoger omkring børnene har efter min mening et stort ansvar for børnenes trivsel og psykologiske udvikling.

Forældrenes ansvar

Selv om nogle af familierne har mistet familiemedlemmer eller nære venner i krigen og derfor føler vrede, sorg, frustration, afmagt, meningsløshed osv., vil jeg bede dem tænke på, at deres børn i ligeså høj grad kan være berørt af krigen. De kan gå med usagte tanker og følelser, som kan have alvorlige konsekvenser for dem i form af had til og frygt for krigsmodstanderen.

Her må forældrene træde i karakter. Krigen skal ikke styre børnenes udvikling og trivsel her i Danmark. Forældrene må tage deres tanker og følelser i relation til den aktuelle krig alvorligt og forsøge at tale med børnene om krigen med fokus på medmenneskelighed. De må ikke skære alle palæstinensere og israelere over en kam, men påpege, at krigen er sat i gang af kræfter, der kæmper for økonomisk, politisk og religiøs magt.

Almindelige palæstinensere og israelere vil hinanden det bedste. Forældrene må lære sig kunsten at bevare den sunde fornuft i en kaotisk og umenneskelig krig. De må inspirere børnene til ikke at føle fjendskab, had og frygt mod en anden nation.

Hvis forældrene ikke er opmærksomme på de mulige konsekvenser for deres børn og unge, ser vi nogle af disse vise umotiveret aggression og vrede mod andre mennesker i skolen og i andre sammenhænge. Det påvirker dem, så deres udbytte af skolen og andre pædagogiske tilbud bliver ringe.

Faggruppernes ansvar

Snart vender børnene tilbage fra sommerferie. Her er det muligt, at lærere og pædagoger oplever ændringer omkring nogle af eleverne. For eksempel kan de være umotiverede for læring og ukoncentrerede. De kan være hadske, racistiske og fjendtlige mod børn og voksne fra andre nationer, hvis de føler, at verden svigter deres nation og blot er tilskuer til en brutal krig, der koster mange børn og civile livet. De kan virke hårde og blive voldelige i deres verbale og nonverbale kommunikation

I stedet for at irettesætte disse børn og unge vil jeg opfordre faggrupperne til at tage deres reaktioner alvorligt og arbejde på at skabe rammer i undervisningen og de pædagogisk aktiviteter, hvor man kan behandle krigen ud fra et humant og medmenneskeligt perspektiv. Børnenes vrede og fjendtlighed bør komme ud i det forum, men der skal fokuseres på, at fx palæstinensiske og israelske skolekammerater har ressourcer. Deres venskab skal styrkes for at fokusere på, at krig er ondt og brutalt for alle nationer. Det er en tidkrævende pædagogisk proces, men jeg mener, det er nødvendigt, at vi giver os tid til at støtte børn og unge i at bearbejde deres holdninger, så vi kan have et fredeligt pædagogisk miljø.

Afslutningsvis vil jeg også opfordre politikerne til synligt at markere, at Danmark som samlet nation tager afstand fra krig. Politikernes afstandtagen har en væsentlig signalværdi over for de familier, børn og unge, der er berørt af krigen. De vil opfatte det som medfølelse med krigens ofre.

Jeg tager stærk afstand fra alle former for krig. Verden må kæmpe for, at børn og civile ikke bliver ofre for politiske, økonomiske og religiøse magthaveres interesser. Alle forældre, faggrupper og politikere opfordres kraftigt til at tage afstand fra krigen og støtte de humanitære organisationers arbejde.