Hans Elbeshausen, Lektor, Det Informationsvidenskabelige Akademi/tidl. Danmarks Biblioteksskole

Ahmet Demir, Cand.Pæd; Familieterapeut, Selvstændig socialkonsulent

Publiceret: 4/3-2014 Kategori: Anmeldelser

På skrivebordet ligger bogen med den sigende titlen ”Eksil” – skrevet af den tyrkiske forfatter Çiler Ilhan og oversat til dansk af Sadi Tekelioglu. I 2011 har bogen fået EU’s litteraturpris, som gives til unge lovende romanforfattere bl.a. med henblik på at vise, hvor mangfoldig den europæiske litteratur er.

Bogens titel vækker forventninger. ”Eksil” er et velkendt motiv i skønlitteraturen. Den jødisk-tyske forfatter Lion Feuchtwanger eller danske Jakob Ejersbo har på vidt forskellige tidspunkter udgivet romaner med samme titel. Feuchtwanger, der selv måtte tilbringe mere end ti år i eksil, beskriver det tyske emigrantmiljø i Paris og dets splittelsen i kampen mod nazismen. For ham er ”Eksil” synonym med forfaldet af både den politiske kultur og menneskers moralske integritet. Ejersbo vælger Afrika som kulisse for sin samtidsfortælling om rodløshed og desperation. Her er ”Eksil” et symbol på, at ensomhedens mure vokser, når medmenneskelige relationer går i opløsning. Bogen på skrivebordet vækker en nysgerrighed og en positiv skepsis: Hvordan griber Çiler Ilhan så stort og traditionsmættet emne som eksil an? Hvad bliver grundmotivet i hendes fortælling? Hvordan får hun greb om fortællingens struktur?

Bogens omslag viser silhuetterne af tre personer og en hund – klippet ud af aviser og klistret på et stykke sort papir. Figurerne vender ryggene til læseren; de er ved at fjerne sig fra betragteren og er rent bogstaveligt på vej mod eksilet. Silhuetterne består af avisord med overskrifter og spaltetekst. Hurtigt indstiller tanken sig, at eksilet – hvis overhovedet – har været et helle og reddet de flygtendes liv. Men deres stemmer og deres liv er tabt for os, der er blevet tilbage. Emigranterne eksisterer kun som notits i en avis, som nogen har krøllet sammen og kastet bort, mens en anden har samlet den op og glattet ud. Tydelige er spor af fortrængnings- og erindringsarbejde. Efter endt lekture kan vi anerkendende konstatere, at omslaget ret præcist gengiver bogens grundtanke: at den ultimative isolations rædsler indfinder sig, når den enkeltes tilknytning til sine medmennesker bliver afbrudt.

Isolationens rædsler

Eksil får uvilkårligt én til at tænke på mennesker, der af politiske, religiøse eller andre grunde er kommet i konflikt med landets magthavere og derfor har måttet flygte fra deres fædreland for at søge tilflugt i andre lande. Men eksil er et tvetydigt begreb. Ordet har både en lys og en mørk side. De lyse sider symboliserer undsætning, overlevelse og hjælp, mens de mørke sider handler om tab og rodløshed, isolation og meningsløshed. Det er især ordets mørke sider, som Çiler Ilhans fortællinger handler om. For i mange tilfælde lykkedes det ikke for den enkelte at nå frem til det land eller det rum, hvor der gives asyl og sikres overlevelse.

Fortællingerne gengiver i et nøgternt sprog magtens grusomheder og udforsker med et skarpt blik de rædsler, som det enkelte menneske, territorier og kreaturer oplever, når det konfronteres med psykisk eller fysisk udslettelse. Imidlertid er det ikke gruen, isolationen og tabet som sådan, læseren møder i bogen. Den afgrund af rædsel, vi bliver suget ind i og bliver tvunget at tage stilling til, kan formuleres med et simpelt spørgsmål: Hvordan kan det være, at de, der står mig nær, vil min udslettelse? Hvordan tager den totale fremmedgørelse overhånd i relationer, der ellers er bygget på gensidighed og anerkendelse? Çiler Ilhan giver mange svar på dette spørgsmål – et af dem har fået overskriften ”Min Bror” (105).

Magtesløshed som modmagt

”Min Bror” anslår bogens ledemotiv, idet denne fortælling eksemplarisk afspejler grundtanken og hensigten med ”Eksil”: afbrydelse og forstening af medmenneskelige relationer fører til vold og den ultimative isolation. ”Min Bror” handler om, at den yngste af tre brødre, lillesøsterens yndling, strangulerer hende, mens de to andre ser på. En ledning lægges om hendes hals og strammes til. Hun ser den ældste blive til sten og den mindste græde. Døden indtræffer hurtigt og stille, som det hedder i fortællingen. Hun oplever den totale fremmedgørelse, da hendes brødre slår hende ihjel. Søsteren lader sig dog ikke knægte og hævner sig fra første nat i den anden verden, i hendes eksil, indtil den ældste af brødrene tilstår forbrydelsen og familien havner i aviserne. Hendes  magtesløshed bliver til en modmagt, der ihærdigt forfølger sit mål: at få familien til at anerkende sin skyld.

”Min bror” er den midterste af tre fortællinger om drabet på den unge pige. ”Min bror” hører ifølge indholdsfortegnelsen til en række fortællinger med overskriften HÆVNEN. ”Min datter”, den første historie, hører under overskriften FORBRYDELSEN. Her opdager moderen, at sønnerne har myrdet hendes datter. På grund af en blanding af afmagt og familiesolidaritet tier hun imidlertid stille og gør sig medskyldig i den skete forbrydelse. Fortællingen slutter med: Det fortryder jeg. Den sidste historie er del af rækken med navnet SKRIGET og handler om ”Min søster”. Her kommer det tilstående og forløsende skrig, hvor den ældste broder både fremlægger de bevæggrunde, der førte til forbrydelsen mod søsteren, og hvor han melder sig og familien til politiet. ”Min søster” ender med: Det, vi gjorde, var umenneskeligt. Vi skulle skamme os. Han brugte imidlertid ni år til at tilstå.

Det er den iterative fortællestruktur og de dermed forbundne perspektivskift, der giver ”Eksil” dens særlige form og sin høje udsagnsstyrke. 43 fortællinger fordeler sig over de tre nævnte overskrifter. I nogle tilfælde kan læseren genfinde en sekvens af sammenhængende fortællinger under hver sin rubrik. Der findes dog også sekvenser med to eller kun en fortælling. I disse sekvenser er den fortalte historie endnu ikke afsluttet, fordi det forløsende skrig udeblev. ”Irak II” og ”Irak I” er eksempler på forbrydelse henholdsvis hævn. I ”Srebrenica” beskriver Çiler Ilhan de voldsomme forbrydelser mod menneskeheden som skrig og anklage. Men skriget forbliver uhørt, fordi ingen vil vedkende sig eller hævne forbrydelserne.

Håb om hjemkomst?

Bogen og læseoplevelsen er undertiden ret så skræmmende. Ved læsningen spørger man sig tit, om ”Eksil” udelukkende består af en samling af dystopiske fortællinger, der handler om fortvivlelse, tab og meningsløshed. Men Çiler Ilhan slutter bogen af med en lille åbning mod en bedre fremtid. Det er nu ikke fortællingerne, der er blevet lysere og derved skaber en åbning. Det er bogens struktur. ”Eksil” indledes og afsluttes med en fortælling, der danner rammen om de 43 andre fortællinger. Titlen er ”Zobar og Başa”. Fortællingens første del hører under overskriften ”eksil” og dens anden del under overskriften ”hjemkomst”. Mellem eksil og hjemkomst ligger 43 oplevelser med en grundlæggende sorg over den ultimative isolation. Men ”Eksil” slutter med, at Lola, der ikke har rørt sin tyrkiske klarinet, siden hendes mand blev dræbt, endeligt skal spille til Yilo og Azimes bryllup. Eller den lidt mindre poetiske beskrivelse af hjemkomsten lyder sådan: Det eneste sted, et menneske for alvor kan føle sig hjemme, er det land, man har indeni.

”Eksil” er en smuk og udfordrende bog, hvis sorgmodige fortællinger forløses af et præcist og poetisk sprog. Selvom de fleste historier hører hjemme i Mellemøsten, er læseren aldrig i tvivl om, at de fortalte forbrydelser også kunne være sket andre steder. ”Eksil” bliver i Çiler Ilhans fortællinger til et symbol på den eksistentielle isolation, som mennesker gennem deres liv kan blive konfronteret med. Isolation er en kilde til angst og tavshed; tavshed, angst og isolation tiltager, når mennesker eller lande berøves deres frihed. I situationer, hvor man bliver tvunget til blindt at underkaste sig magtens, dvs. faderens, familiens, militærets, kulturens herredømme, er der ofte ikke andre måder at råbe op på end at tie stille. At råbe op ved at være stille er endnu en fortolkning af ordet ”Eksil”, som Çiler Ilhan tilbyder læseren.   At man kun for alvor kan føle sig hjemme i det land, man har indeni – om denne vished hjælper dem, der er udsat for eksilets mørke sider, kan vi ikke sige med bestemthed. Men for os var det godt at vide, at Lola igen er begyndt at spille på sin tyrkiske klarinet.

Vi håber med Lola og bogens mange andre personer, at ”Eksil” kommer til at ligge på mange skriveborde og stå på mange biblioteker.