Jeg holdt af et barn, som jeg mistede til døden meget tidligt. Det er min elskede Rodi, som I ser på billederne.

Med dette blogindlæg har jeg lyst til at fokusere på forældre, der mister deres børn uanset barnets alder, og om de har mistet barnet til sygdom, krig, naturkatastrofer eller andet.

Indledningsvis vil jeg sende min store medfølelse til berørte læsere og kondolere.

Jeg selv mistede mine kære i en trafikulykke i Tyrkiet, hvor de var på ferie i 2011. Min kære svigerdatter Sevgi blev 24 år, og mit elskede barnebarn Rodi blev halvandet år. I dag ville min kære Rodi være blevet fem år, og jeg er på vej til hans og hans mors gravsted.

Jeg vil tro, at mange af læserne lige som jeg selv i dagligdagen har travlt med alt muligt, bl.a. arbejde, karriere, materielle ting og meget andet. Mine mange års erfaring med familiebehandling og terapeutisk arbejde viser gang på gang, at forældre af en eller anden grund svigter deres elskede børn. Jeg har været vidne til mødres og fædres hjerteskærende oprør over, at de mister deres børn fx til døden.

Men en ting er, at døden tager vores elskede børn fra os. Om vi accepterer det eller ej, er døden et af livets grundvilkår. Selv efter flere år er mange forældre dog ikke kommet over deres tab, og jeg har fuld forståelse for deres sorg, men håber, at de på et tidspunkt lærer at leve med det ubeskrivelige tab af deres børn i en alt for tidlig alder.

At miste sine børn i levende live

I mit daglige arbejde hører jeg denne overskrift fra en del forældre, der af flere grunde ikke kan honorere deres børns behov. Børn og unge bliver udsat for forskellige former for lidelse af deres forældre, og hos nogen påvirkes den psykiske udvikling i negativ retning både nu og senere i deres liv. Det kan have ubeskrivelige konsekvenser,

• at forældre udsætter deres børn for fysisk og psykisk vold.
• at forældre overser, at deres børn udsættes for krænkelser.
•  at forældre ikke er i stand til at opfylde deres børns basale og banale behov for mad, hygiejne, oplevelser, udfordringer og socialt liv.
• at forældre ikke giver deres børn omsorg, kærlighed , tryghed og tillid.

Det er obligatorisk, at forældre tager sig af deres børns behov, ellers tager det sociale system over.

Når forældre mister deres børn, fordi de bliver anbragt uden for hjemmet, er det et kæmpetab. Nogle forældre udtrykker det med ord som ”vi er levende døde”, “vi er i live, men vi ser ikke hinanden”, “vi hører ikke vores børns stemmer, mærker deres duft” osv. Forældrene sammenligner det med døden, at de ikke kan være sammen med deres børn.

I lader mig i stikken

Sætningen hører jeg ofte fra børn og unge, når de flytter fra familien. De føler ikke, at deres forældre passer på dem.

Børn og unge bruger enormt meget energi på, hvorfor deres forældre ikke er lige som deres jævnaldrendes forældre. Nogle kæmper for at lægge låg på deres følelser over for deres forældre, de vil ikke udstille dem, men skammer sig og er flove over deres forældres grove handlinger imod dem.

Selv om de bliver passet af professionelle, oplever de alligevel periodisk ensomhed og stiller spørgsmål som:
Hvad er meningen med, at jeg blev sat i verden?
Er jeg sat i verden for at være besværlig og skabe problemer for mine forældre?

Sæt pris på din øjesten

Børn er livsbekræftende og får os på mange måder til at tænke over livet. Fx ændrede mit kære barnebarn Rodi mit livsperspektiv, da han var i live, men især efter at vi mistede ham.

Vi reflekterer, inden vi sætter børn i verden. Mens vi har dem, tænker vi dybt og bredt over, hvad vi kan gøre for dem. For mig er det kærlighed og værdsættelse helt fra graviditeten. Hvordan er vi som par over for hinanden? Hvilket liv vil vi skabe for det unikke menneske, der kommer til verden som vores barn?

Selvfølgelig skal vi også være opmærksomme og fokusere på andre dele af livet, men jeg oplever i mit arbejde, at nogle forældre ikke kan værdsætte deres børns betydning for dem. De kan hverken vise eller få børnene til at mærke forældrenes omsorg.

Det er muligt, at forældrene gerne vil, men ikke værdsætter det, de ønsker at være for deres børn. Men alle kan undersøge, hvad de kan gøre for at være deres børns ønskeforældre. Fx kan de aktivt gøre brug af følgende muligheder:

• Under graviditeten gå i aktiv dialog med de professionelle, være nysgerrig om det, der optager dem og spørge, indtil de forstår.
• Benytte kurser for forældre under og efter graviditeten.
• Bruge fagfolkenes råd og vejledninger.
• Spørge sundhedsplejersken, din læge og andre omkring jer for at få kvalificerede svar.

Skab udviklende rammer for jeres øjesten

Mine mange års erfaring med familier med både små og store børn får mig til at tænke, at fx for små børn er følgende forhold basale forudsætninger:

• At I under graviditeten er i dialog med jeres barn, fx i form af fysisk berøring.
• At I under graviditeten fokuserer på forældrenes trivsel.
• At forældrene har psykisk overskud.
• At forældrene ikke er stressede.
• Boligsituationen, at barnets værelse er enkelt og ikke overlæsset med fx legetøj.
• Ro, dvs. undgå alle former for støj omkring barnet.

Jeg er overbevist om, at alle forældre ønsker det bedste for deres børn. Når nogen ikke magter at skabe de nødvendige vilkår, kan de miste deres børn ved anbringelse uden for hjemmet. En del af disse forældre sammenligner det med døden, at de ikke kan være sammen med deres børn.

Disse forældre skal tage ejerskab og ansvar for deres børn. De skal aktivt opsøge professionelle og vise vilje til udvikling og forandring, så de kan være der for deres børn.

Hvis de overser deres børns basale behov, har det konsekvenser for både børn og forældre. De lever et smertefuldt liv, hvilket børnene hverken fortjener eller ønsker.